Forårstanker fra sidelinjen

Spred ordet

De fleste mennesker siger at foråret starter d. 01. marts, personligt synes jeg at foråret starter omkring forårsjævndøgn, men i fodboldens verden startede foråret i Danmark d. 22. februar med første runde i forårssæsonen. En tur til Aalborg med Brøndby Supports bus var startskuddet til en halvsæson som jeg tror mange har glædet sig til. For når jeg har set de træningskampe holdet har spillet i vinterpausen (måske lige bortset fra Hoffenheim kampen), så var der klar fremgang at spore på stort set alle pladser på banen.

Stor var derfor forventningen, eller rettere håbet, da vi drog mod Aalborg for at følge første kamp med betydning. Gennem stort set hele kampen blev håbet og troen på at det gik den rigtige vej større. Desværre faldt det hele til jorden 3 minutter inde i overtiden, da Aab’s Anders Jacobsen fik sat en fod rigtigt og scorede det nok mest ufortjente mål undertegnede nogensinde har set. Skuffelsen var til at tage og føle på. Stemningen havde ellers været i toppen, der var rigtig godt gang i sangene, stemningen og glæden over spillet.

Ugen efter fik vi besøg af FC Midtjylland og det blev noget af en dramatisk omgang. Spillet på banen var ikke noget at råbe hurra for, til gengæld blev der fightet til den helt store guldmedalje. Især efter udvisningen af Elmander, kunne man mærke at holdet trådte sammen og viste at de ikke bare lægger sig ned. De fik kæmpet sig tilbage og udlignet den føring, som midtjyderne havde scoret på et lidt for billigt hjørnespark. Set over hele kampen, nok et retfærdigt resultat, selvom jeg nu nok synes at hr. Kenn Hansen burde udstyres med en stok og et armbind for sin præstation.

Få dage senere gik turen til Haderslev og pokalkampen mod Sønderjyske. Et eller andet sted har jeg mest lyst til, at forbigå den kamp i tavshed, da der igen var mange ting der fungerede og vi burde have afgjort den i den ordinære spilletid. Desværre formåede sønderjyderne at presse os for langt tilbage på banen og med kræfterne på retur, blev det hele afgjort i den forlængede spilletid. Ærgerligt, men sådan går det når man ikke formår at holde presset op ad banen.

I søndags var det så en tur i Parken og fck. Mine egne forventninger var sat lidt på stand-by, idet erfaringen har vist, at vi gennem de sidste mange år har haft det mere end svært derinde. Men igen viser holdet, at de har fundet hinanden og viste rigtig meget godt spil. 2-3 100 procents chancer burde være nok til, at afgøre en kamp, men skarpheden, troen på det eller noget helt andet fejlede og det endte med et surt nederlag.

Ikke mærkeligt at medierne dagen efter skrev om Thomas Franks fremtid i klubben hang i en løs tråd. Heldigvis er det ikke medierne, men bestyrelsen der afgør hans skæbne. Jeg er fuldt ud enig i beslutningen om, at Thomas selvfølgelig fortsætter som træner i klubben. Alt andet ville være en panikreaktion over de manglende resultater. Thomas har bygget et nyt hold op og det tager tid. Selvfølgelig skal der resultater på bordet, vi er en klub der vil ligge i toppen af Superligaen. Og en femteplads pt er ikke godt nok set i manges øjne. Men en ny træner nu og her, ville medføre endnu en stor forandring som vi ikke har brug for lige nu.

Lige nu er der brug for kontinuitet, så den gode udvikling holdet har gang i, fortsætter og så skal resultaterne nok indfinde sig. Vi startede med at møde tre af topholdene i ligaen, to af dem på udebane. Det burde nok have kastet lidt flere point af sig, når man ser på spillet, men igen, så er fodbold nogle gange også noget der bliver afgjort af, hvem der har mest tur i den. Og det har vi ikke haft endnu. Men jeg tror på det kommer. Tror på at Thomas store arbejde lige pludselig begynder at give pote og pointene igen kan sættes ind på kontoen.

I Hytten har der også været gang i den, både på den positive, men desværre også på den negative side. Vi har haft vores første åbningsdag og trods kulde og småregn, var der rigtig mange der igen lagde vejen forbi og varmede op til kamp sammen med andre glade fans. I skrivende stund er vi 4 likes fra at runde 2.000 der synes godt om vores Facebook side. Det er noget vi er lidt stolte af.

I fredags lavede Brøndby Support så en samarbejdsaftale med en tidligere spiller Dennis Cagara, som nu arbejder med et projekt der hedder Football Charity. I korte træk handler det om at bruge fodbolden til at give nogle mennesker, der af en eller anden årsag er kommet på en skæv bane, muligheden for at vende den udvikling i en bedre og mere positiv retning.

Du kan læse mere om projektet her:

Samarbejde med Dennis Cagara

Desværre kom der så lidt malurt i bægeret, da jeg i lørdags fik en sms om, at der havde været nogen forbi og smadre ruder i Hytten. Så hvad der skulle have været en god lørdag med glæde og forventning om et godt derby, blev til en lidt ufrivillig arbejdsdag med oprydning og afskærmning. Så når I kommer i Hytten på søndag, er der desværre brædder for de fleste vinduer. Men det skal ikke gøre vores glæde og fest mindre, når vi varmer op til kampen mod OB. Vi glæder os til at se Jer !!

Samtidig vil jeg rette en kæmpe tak til de frivillige, der i løbet af ingen tid dukkede op og gav en hånd med, så vi kunne få Hytten klar til at modtage gæster igen. I er fantastiske og vores grundstamme i at kunne give andre fans en god oplevelse.

Skrevet af

Spred ordet