Bestyrelsen består af valgte medlemmer, der arbejder frivilligt for at drive Brøndby Support. De vælges på den årlige generalforsamling og er ansvarlige for foreningens drift og strategi.
Født og opvokset i Brøndby Strand med Brøndby IF i blodet og en hel familie bag sig. Sæsonkortholder siden 2004 — først mange år på Sydsiden, i dag at finde i Svinget. Når Sarah ikke sidder ved formandsbordet, kan hun fanges bag baren i Hytten eller som en del af merchandise-udvalget.
Som formand har Sarah det overordnede ansvar for Brøndby Supports drift, strategi og repræsentation — herunder dialog med Brøndby IF, myndigheder og samarbejdspartnere.
“Jeg tror på at fans har en stemme og skal have en plads ved bordet. Det skabes bedst gennem en organiseret og professionel fanforening, der kan tage kampene for alle fans — uanset om de står på Sydsiden, sidder på tribunen eller følger med hjemmefra.”
Nicklas har været Brøndby-fan så langt han kan huske tilbage. Han kom ikke så meget på stadion i sin barndom, fordi familien boede langt fra stadion, men i teenageårene blev hans far kontrollør i Brøndby, og han begyndte at komme mere til kampene. Han har derfra on and off været en del af Sydsiden, og mere intenst inden for de seneste 5 år, hvor han også har haft sæsonkort til Sydsiden hvert år siden 2021. Han forbinder Brøndby med passion, familie og en kærlighed til klubben, som man kun forstår, hvis man selv er en del af den.
I bestyrelsen arbejder Nicklas blandt andet med de frivillige og er en del af busudvalget.
“Jeg er generelt en person, som er glad for at gøre en forskel, hvilket jeg også mener, vi gør i vores bestyrelse. Men jeg er også med i bestyrelsen for at være med til at videreudvikle Brøndby Support, så vi fortsat kan være den stærkeste fanforening i Danmark.”
Jette har været Brøndby-fan siden midt-80’erne. Efter mange år på Sydsiden sidder hun i dag på øst-langsiden. Hun er et kendt ansigt for mange medfans, fra sin vante plads bag baren i Hytten og som fast deltager på udebane.
I bestyrelsen er Jette ansvarlig for økonomi og regnskab samt for Hytten & grillen og busudvalget. Hun arbejder desuden med de frivillige og især med frivillig rekruttering.
“Jeg brænder for, at mine medfans skal have en god oplevelse — for at kunne gøre noget for andre.”
Mike har været Brøndby-fan siden 1986, hvor han så sin første Brøndbykamp — derfra voksede kærligheden til klubben. Siden 2013 har han været med til stort set alle kampe, hjemme som ude, i Superligaen, pokalturneringen og Europa. Til hjemmekampe starter prematch altid i Hytten, og til udebanekampe kører han med Brøndby Support.
I bestyrelsen er Mike ansvarlig for IT-udvalget og for Hytte Udvikling, som arbejder med udviklingen af Hytten, de tilhørende bygninger og udearealet. Til daglig arbejder han som IT-udvikler, og den viden bruger han til at holde Brøndby Support helt fremme i den digitale tidsalder, så rammerne er moderne og velfungerende for alle medlemmer.
“For mig handler arbejdet i bestyrelsen om at give noget igen til det fanmiljø, som har givet mig så mange fantastiske oplevelser. Jeg vil gerne bidrage til en positiv fankultur med højt til loftet og stærkt sammenhold.”
Frivilligt bestyrelsesmedlem i Brøndby Support, der arbejder for at fremme fankulturen og foreningens formål med udgangspunkt i passion, loyalitet og fællesskab.
Anders er livslang Brøndby-fan og bidrager med alt, hvad han kan, til en aktiv, fanatisk og fantastisk fanscene — både på og uden for kampdage.
I bestyrelsen er Anders primært tilknyttet Stemningsudvalget og fungerer som sparringspartner.
“Brøndby Support er historisk og hele fundamentet for den stemningsskabende kultur. Hytten er for mange det tilbagevendende tilholdssted hver eneste kamp. Jeg ønsker at bruge mine kompetencer til at udvikle BS i en positiv retning, så vi sikrer, at den næste generation kan nyde stedet og Brøndby IF ligeså meget, som jeg har gjort.”
Simon har været Brøndby-fan siden midt-90’erne. Han abonnerede på Mighty Colors og havde barndomsværelset klistret til med plakater og halstørklæder derfra, og lyttede jævnligt til et bånd med Brøndby-sange. Han så sin første hjemmekamp på stadion i 95/96-sæsonen mod AAB. Som voksen har han fulgt med i alt, hvad der rører sig på Vestegnen på daglig basis — også når han ikke har været hjemme i Danmark eller kunnet komme på stadion på grund af sit musikarbejde. Han købte sæsonkort igen omkring Zorniger-perioden og har siden været fast inventar på Sydsiden.
I bestyrelsen er Simons rolle at skabe bro mellem det aktive tribuneliv og alt det, der foregår i BS. Han ser sig selv som en proaktiv type, der ser muligheder frem for begrænsninger, og forsøger at tage det med ind i BS’ arbejde — forhåbentlig til gavn for både gamle og nye initiativer. Han sidder desuden med i merchandise-udvalget.
“Min kærlighed til Brøndby IF er enorm, og jeg kan ikke komme i tanker om noget andet, der betyder så meget for mig. Jeg brænder for at gøre en forskel i fanmiljøet i og omkring Brøndby. Det giver mening for mig at give noget tilbage til fanmiljøet, da det har givet mig så mange fantastiske oplevelser gennem årene.”
Mikkel blev Brøndby-fan i 1988 og fulgte i sin tid kampene fra ståpladserne bag mål, indtil Faxetribunen kom til. I dag er han at finde i Svinget på Brøndby Stadion, ofte med sine unger.
Mikkel sad tidligere i bestyrelsen omkring 2010-2012, hvor han var med til at udvikle Brøndby Kids sammen med Brøndby IF. Naturligt blev han tidligt involveret i U18-projektet og genoplivningen af Flagværkstedet. I bestyrelsen har Mikkel i dag ansvar for børn, unge og aktiviteter.
“Jeg har altid været fan af Brøndby og mener, det er vigtigt at guide børn og unge godt på vej, så de bliver rustet til at stå på Sydsiden og støtte de gule og blå farver og klubben med positiv energi og stemning.”
Steffens rejse med Brøndby startede i 1999, da han for første gang stod ved hegnet på Sydsiden. Sidenhen blev han frivillig i boderne og har i årenes løb været næsten hele stadion rundt. I de senere år har han sammen med sin kæreste og gode venner haft fast plads i Buen, sideløbende med at han har været frivillig i Brøndby Support — både i Hytten og på udebaneturene.
I bestyrelsen er Steffen ansvarlig for partner- og sponsorudvalget.
“Brøndby har været en fast og uundværlig del af mit liv i mange år, og jeg har lagt utallige timer som frivillig — både på stadion og i Brøndby Support. Nu ønsker jeg at tage det næste skridt og bidrage til bestyrelsesarbejdet. Min ambition er at skabe de bedst mulige rammer for mine medfans, så Brøndby Support står stærkest muligt i en tid, hvor sammenholdet og fællesskabet for alvor bliver testet.”
Som frivillig eller bestyrelseskandidat bidrager du direkte til fankulturens fremtid. Se vores aktive udvalg og tilmeld dig som frivillig.