Om ni dage er det atter tid til, at vi skal i Parken og følge derbyet mellem Brøndby og FCK.
Afsnittet, som vi er blevet tildelt, blev udsolgt på lidt over en halv time i mandags, så der er mange der sidenhen har skrevet på blandt andet Facebook og udtrykt deres frustration over, at det ikke er muligt som Brøndby-fan at komme ind og støtte sit hold. FCK har nemlig ganske simpelthen forbudt, at man på andre afsnit viser sit tilhørsforhold.
Jeg har i tidens løb været til mange derbyer, både i Parken men også på Brøndby stadion. Men der er en oplevelse, som i den forbindelse står som en af dem, jeg altid vil huske. Det var d. 10. juni 2001, hvor Zuma med sit saksesparksmål sikrede FCK mesterskabet. Men det er nu ikke derfor, at jeg husker det derby mere end de andre.
Grunden til at netop det derby står mere markant i min hukommelse, er den, at jeg dengang var inde og se kampen med min gode ven Mads, som er FCK fan. Jeg kan ikke huske hvilket afsnit vi sad på, men det har hverken været Brøndbys eller FCK’s supportafsnit. For vi sad i en stor blanding af Brøndby- og FCK fans, jublende for hver sit hold, med hver sin farve trøje på.
Det var der overhovedet ingen problemer i, fordi folk der sad der, var kommet for at se fodbold, hygge sig og ja, holde med deres hold. Som de fleste nok kan huske, så endte det hele med, at jeg var ked af det og Mads var glad. Men alligevel kunne vi følges ad ud af stadion og hele vejen hjem til Mads, stadig med hver sin farve trøje på.
I dag læser jeg en artikel på Ekstra Bladets Nationen! Om en fyr der ikke kan forstå, at han ikke kan gå med sin kæreste til derbyet. Han holder med Brøndby og hun holder med FCK. Han har skrevet til FCK’s ledelse og påpeget dilemmaet. Svaret var, at FCK ikke kan garantere for sikkerheden, hvis de tillader at der er nogle der viser, at de holder med udebaneholdet.
Det kalder jeg sgu noget af en falliterklæring fra FCK’s side. Har de virkelig ikke mere styr på deres fans? At de ikke kan gøre det klart for deres egne fans, at det ikke er tilladt at være voldelig overfor mennesker der bare har lyst til, at se en god fodboldkamp. Jeg må indrømme at jeg mildest talt er rystet over, at man sådan kaster håndklædet i ringen og overlader stadion til voldsbøllerne.
Her i foråret sad jeg på Brøndby Stadion på min faste plads på Nedre Loxam og så kampen mellem Brøndby og FCN. Tre rækker foran os sad der to halvstore drenge, som tydeligvis holdt med Nordsjælland. Vist blev der set lidt skævt til dem og rystet lidt på hovedet over, at de sad hvor de sad, men der var absolut på intet tidspunkt optræk til ballade. Heller ikke da de rejste sig op op jublede over FCN’s scoring. Vi er på stadion for at se fodbold, for at hygge os og have det sjovt. Alle sammen også dem der holder med modstanderne.
Desværre handler det for nogle åbenbart mere om had end om kærlighed. Så meget så vi i Hytten bliver nødt til at skrue plader for vinduerne og fjerne al løsøret udenfor, så der ikke er noget at kaste med. Det er sgu trist synes jeg. Jeg hader ikke FCK, dem er jeg sådan set totalt ligeglad med. Det der betyder noget for mig, er at jeg elsker Brøndby IF og vil gøre hvad jeg kan for at støtte mit hold. Og det mener jeg, at FCK’s ledelse bør acceptere.
I mine øjne handler det her dybest set ikke om sikkerhed, men om det faktum at FCK er pisse bange, for at komme i undertal i egen hule, hvis de frigiver langsiderne til Brøndbys fans.