Mit seneste indlæg her på siden var fyldt med en glæde og stolthed over, at Daniel er vendt tilbage til Vestegnen. Og der skal ikke herske nogen tvivl om, at den stadig er der, at jeg stadig holder fast i de ting der er skrevet.
Men når det så er sagt, så må jeg indrømme, at jeg også synes der er kommet lidt malurt i bægeret. Desværre over noget der i sig selv er positivt, nemlig at der i løbet af et par dage efter pressekonferencen er meldt udsolgt på stadion.
Det er i sig selv jo en rigtig glædelig ting, da det afstedkommer god stemning og penge i den slunkne klubkasse. Noget vi burde klappe i vores hænder og glædes over.
Når jeg så alligevel synes, at det ikke bare er positivt, er det fordi jeg ikke forstår, hvor alle de fans har været henne i de seneste kampe? Selvfølgelig har der da været en stigning i tilskuertallet, i forhold til de seneste år, hvor det absolut ikke er gået særlig godt.
I al jubelen over, at Daniel er vendt tilbage og den er stor og berettiget, for uanset hvad så er han en forstærkning for holdet, undrer jeg mig dog over, hvor støtten og opbakningen til resten af holdet har været henne, blandt de næsten 10.000 ekstra der kommer til Randers kampen.
Vi har et holdt, et godt hold synes jeg, som stiller op hver uge, for at vise os at de vil det her. At de vil kæmpe for, at få Brøndby IF tilbage i toppen af dansk fodbold. Unge talentfulde spillere, der vil vise deres værd, udenlandske proffer som er hentet hertil og har fundet klubånden, ”gamle” (undskyld Kalle og Johan) erfarne kræfter som er vendt tilbage til klubben, for at give deres bidrag.
De har gennem det meste af sidste sæson og indtil videre i denne sæson vist os, at de vil det her. At de vil kæmpe for det, selvom det ikke altid har været med samme succes. Men de viser, i hvert fald mig, at de er der for holdet, for klubben. At der er mere i det end penge og en kontrakt.
Det må alt andet lige være lidt trist for de spillere, at se at der kommer en mand og så er der pludselig udsolgt på stadion. At trøjesalget eksploderer. At der i øjeblikket ikke bliver talt om andre end Daniel. Selv i pressen drukner en artikel om, at Ariel er ude i mange uger med en skade, i glædesrusen over, at Daniel er vendt tilbage.
Jeg må indrømme at jeg oveni glæden også græmmes lidt. For det er i mine øjne holdet der skal støttes og bakkes op, ikke kun en enkelt spiller. ”Supra Societatem Nemo” er klubbens motto – ingen over fællesskabet. Lige nu virker det som om, at der er nogle mennesker der har glemt det og er med til at sætte en mand over dem alle. Det synes jeg er trist.
For Daniel kan det vel heller ikke være lutter glæde, at se sig selv feteret som en anden rockstjerne. Jeg under dig alt det bedste og at du holder støvlerne plantet solidt på grønsværen. Det er lidt af et pres du bliver udsat for i øjeblikket og jeg håber, at du kan ryste det af dig og spille med den glæde og respekt som vi kender dig for.
Til alle Jer der kommer til Randers kampen, så håber jeg inderligt, at vi også ses til resten af sæsonens hjemmekampe. Det fortjener holdet og klubben!!