Der var indkaldt til pressemøde i Laudrup loungen i går. Det er nok de færreste der ikke ved, hvad det handlede om. En ny spiller skulle præsenteres for både pressen og fansene. I og for sig ikke noget nyt eller sensationelt i det.
Og dog, i går var det ikke hvem som helst der blev præsenteret. Daniel Agger havde meldt sin ankomst, idet Liverpool og Brøndby var blevet enige om betingelserne for, at han kunne vende tilbage.
Det er længe siden, at en transfer har givet så meget genlyd i medierne. Mange havde indtil det sidste dømt det til at være en umulighed, at en så stor spiller vælger Superligaen frem for nogle af de andre store ligaer i Europa.
For at være sikker på en god plads, tog jeg tidligt over på stadion og det var ikke nogen dum idé. Da jeg ankom ved 9:30 tiden stod der allerede en del udenfor og ventede. Der var en stemning af forventning om noget stort, selvom vi alle vidste, hvad der skulle ske.
Da vi blev lukket ind, var der vel en 150 medfans der havde besluttet sig for en forlænget frokostpause, for at hilse Daniel velkommen hjem. Og vi blev ikke skuffede.
Lige pludselig stod han der i en sort t-shirt. Under bragende klapsalver og taktfast råb ”En gang Brøndby – altid Brøndby”, tog han atter den gule trøje over hovedet og smilte lidt genert og tydeligt rørt til de fremmødte.
”Det var det, jeg havde lyst til. Det var det jeg følte var rigtigt. Og hvis jeg føler, at det er rigtigt, så er det det jeg gør.” sagde Daniel akkompagneret af klapsalver, ikke kun fra fans, men stort set hele salen.
Mange transfers bliver omtalt i pressen som store scoops og kæmpe handler. Men når en spiller vælger som Daniel gjorde, giver det genlyd. Især for både mig, men også mange andre klubfolk. For det er ære, stolthed og ydmyghed, der må ligge til grund for et sådant valg.
At vælge de store penge og internationale ligaer fra, for at komme hjem og gøre det man har lyst til, er ikke en hverdagsting. Daniel valgte med hjertet og ikke med pengepungen og det afkræver i mine øjne stor respekt.
Tidligere på året gjorde Johan Elmander det samme. Valgte at komme ”hjem” til Brøndby. For mig som loyal og tro brøndbyfan fortæller det noget om det vi kan i Brøndby. Nemlig at holde sammen, at kæmpe for holdet og at der stadig er stor ære og glæde ved at trække i den gule trøje.
Jeg må være ærlig at indrømme, at der var et tidspunkt, hvor jeg måtte tørre en tåre af kinden under pressemødet. En tåre af stolthed over at være en del af det der sker på Vestegnen i øjeblikket. At se hvordan ikke kun fans men også spillere og ledelsen gør hvad de kan, for igen at bringe Brøndby IF derhen, hvor vi rettelig høre hjemme. I toppen af dansk fodbold.
Hold kæft, hvor jeg glæder mig til at komme på stadion d. 14., vel at mærke et stort set udsolgt stadion, for at hylde ikke kun Daniel, men også resten af holdet. Fremtiden ser lige pludselig meget lysere ud på Vestegnen. Vi er på vej og som jeg ser det, er der ikke noget der kan stoppe os.