Klokken er 7.00. Det er søndag morgen. Hele min krop sitrer af forventning og spænding. Det er i dag – om lidt.
Jeg kan først tillade mig at stå op klokken 8 af hensyn til de øvrige beboere i rækkehuset i Brøndby Strand. Jeg ligger og spekulerer. Hvordan vil det gå? Vinder vi? Hvor mange tilskuere vil dukke op? Nogen fra udeholdet? Og ikke mindst, hvilken stemning vil der være?
Måske vil alle tilskuere klappe i takt når Brøndby fører spillet frem af banen? Åh, det håber jeg inderligt. Kan mærke adrenalinen pumpe gennem kroppen. Det lyder så fedt når det sker!
Der er for stille i huset nu. Tager mine høretelefoner på og tænder for ”Søndagskvisten” på P3. Et program jeg elsker at lytte til søndag morgen – vel at mærke om sommeren, hvor jeg forbinder det med Farmor og Farfar, Vallø Camping og ikke mindst, fodboldfrie søndage. Det er umuligt at lytte til på en søndag, hvor Brøndby spiller hjemme klokken 10.30.
Programmet bliver baggrund til mine tanker og forventninger om det der skal ske.
Ovenstående er en beskrivelse af hvordan en søndag spillede sig ud, da jeg i en alder af 9 år stiftede bekendtskab med Brøndby IF. En hvilken som helst søndag, når Brøndby spillede hjemme. Fra øjeblikket jeg vågnede og til det øjeblik hvor kampen gik i gang var det de spørgsmål der kredsede i mit hoved.
Når kl. slog 8 stod jeg op, tøj på, morgenmad og ud af døren. Kampene blev spillet kl. 10.30 dengang, bedre end juleaften. Man skulle ikke gå og vente en hel dag. Det gav også mulighed for at spille kampen igen, hjemme i gården (det var før spillekonsollernes tid).
Jeg spillede selv miniput, lilleput (årets spiller på 5. lilleput 1982, jo, jo) og drengeårgangene i klubben og det gav gratis adgang til kampene. 25 kroner i lommepenge om lørdagen, gav mulighed for at bruge 5 kroner på snold og 5 kroner på lodder i forældreBIF’s bod. Som regel vandt jeg på endenummer, som gav en flaske vin hvis det endte på 13 eller 31. Vinen solgte jeg til mine forældre for 20 kroner, ikke noget helt ringe overskud. Det var næppe gået i dag at udlevere en flaske vin til en 9-10 årig på stadion uden forældre.
Vi var flyttet fra baggård og deleværelse på Frederiksberg til rækkehus og hvert sit værelse i Brøndby Strand.
Jeg gik i 2. klasse, og inden vi flyttede, havde vi talt om, at jeg skulle begynde til fodbold. KB var nærliggende. Det var den største klub i nærheden, og det var den klubs kampe, som min far havde taget mig med ind at se. Dengang man blev sat på stolperne under tribunetaget på den gamle 93-langside i Idrætsparken. Nogle gange kunne jeg være heldig at sidde inde på banen på et lille skur der stod i hjørnet.
Men de andre drenge – de store – hjemme på Lauritz Sørensens vej, rådede mig til ikke at starte derovre.
”Man er ikke så velkommen,” sagde de. I stedet foreslog de andre klubber, men den eneste form for ”organiseret” bold, jeg fik spillet i min barndom på Frederiksberg, var den bold som nogle i gården tog initiativ til. Vi tog til ”træning”, cyklede lidt længere væk end Lindevangsparken, så vi fik fornemmelsen af at det ikke var ren leg.
Vi spillede aldrig nogen kampe mod andre end os selv, men det var sjovt at være med til.
I Brøndby Strand bliver det hurtigt Brøndby. Min bedste barndomsven Jim spillede der, og det skulle jeg også.
Derfor løb jeg og trænede på Gildhøjskolens græsplæne som miniputspiller i Brøndby IF. Noget kæmpetalent var jeg aldrig, men jeg har haft 6 fantastiske år i klubben. Det var stort for en lille dreng at gå på de samme træningsbaner som dem fra 1. holdet. Stort at få lov at sparke en løssluppen bold tilbage til spillerne.
Tungt at opdage at bolden vejede 100 kg og kun trillede få cm, på trods af at jeg var totalt lammet i benet af mødet med denne sten af en fodbold.
Dengang trænede spillerne jo sådan ca. når vores træning var slut. Det gav et incitament til at blive hængende i klubben efter træning (og så var pommes frites i Brøndby hallen et andet).
Som nytilflytter går der altid lidt tid inden man finder ud af skik og brug.
I forhold til gården var det et fint træk, at jeg spillede i klubben. Noget andet var i skolen. Hvad jeg ikke vidste, var, at der i Brøndby Strand var en vis modstand mod Brøndby IF.
Den lokale fodboldklub, BSI (Brøndby Strand Idrætsklub) følte sig ofte forbigået når der skulle tildeles bevillinger til baner og faciliteter i øvrigt. Derfor var langt den overvejende del af fodboldspillende klasse/parallel klassekammerater medlemmer af BSI, hvor de fleste desuden spillede på førsteholdet og slet ikke kunne forstå at jeg kunne trives på et 5. hold.
Men jeg ville spille i Brøndby IF. Klubben var jo den bedste i kommunen, den havde taget enormt godt imod mig og så var der jo det der med gratis adgang til stadion.
I øvrigt hed min læge Per Bjerregård og var formand for klubben. Det var spændende at komme til lægen for man kunne altid tale fodbold, dvs. Brøndby.
Første gang jeg oplever unuanceret kritik af kommunens behandling af Brøndby IF sker i forbindelse med noget så uskyldigt som skolernes idrætsdag. Jeg mener det er i 1982.
Det har regnet i rå mængder og kommunens baner ved Brøndby Hallen er én stor vandpyt. Kommunen aflyser selvfølgelig idrætsdagen. Balladen starter efterfølgende mandag i skolen.
Brøndby har om søndagen spillet en turneringskamp på stadion. Kampen mindende mest af alt om vandpolo – med store vandpytter på banen, og kampens dommer havde på trods af banens tilstand, valgt at opgøret skulle gennemføres.
Da jeg mødte i skole om mandagen var der oprør. Hvad lignede det at aflyse skolernes idrætsdag og samtidig tillade fodboldkamp 2 dage efter?
Det var bare endnu et bevis på, at kommunen favoriserede fodboldklubben over alt andet. Jeg kan endnu huske følelsen af uretfærdighed over beskyldningerne, både overfor min klub, men også overfor kommunen. Det handlede jo ikke om forskelsbehandling.
Dommeren af kampen havde besluttet at kampen skulle spilles – det havde kommunen intet at gøre med og endnu mindre Brøndby IF. Denne oplevelse gjorde mig meget stærkere i min tro på at jeg havde valgt rigtigt. Det stødte min 12 årige retfærdighedssans at både børn og voksne ikke havde mere styr på facts og grundløst beskyldte min klub for ikke at have rent mel i posen.
Dem ville jeg ikke være på hold med.
Den danske fankultur var i de dage meget begrænset. Jeg så frem til det årlige julestævne i Brøndby Hallen, for KB havde altid en stor bunke meget livlige fans med.
Det var fans med tromme og store flag, tydeligt inspireret af tysk (især HSV) fodbold. De var støjende, men ikke farlige for en lille Brøndby dreng, der altid placerede sig så tæt på dem som muligt.
Noget andet var når de i turneringen kom på besøg på Brøndby stadion – der holdt man sig lidt længere væk. Men jeg var draget af de der højtråbende fans. Sådan nogen gad jeg godt have i Brøndby. Tænk hvis vi kunne stå med flag, tromme og sang når Brøndby spillede hjemme.
Det var en historisk dag, da min far tog mig med til min første landskamp. Danmark-Norge, Hockeybanen/Idrætsparken.
Hold op, der var mange mennesker. Aldrig havde jeg set så mange flag i mit liv. Erik Åkerwall ledede et orkester rundt i de fire hjørner og fik folk med på fællessang. Fantastisk stemning.
Danmark vinder 1-0 på et mål af Preben Elkjær. Jeg er en af de få der rent faktisk har set målet, for på tv fulgte kameraet godt nok boldens retning, sådan ca. én meter under hvor bolden var, så tv seerne ser først bolden, da den falder ned efter at have ramt nettet.
Ved siden af min far stod en flok gutter med en promille, der ikke tillod bilkørsel. Den ene af disse gutter tog fat om min far og kyssede ham, mens hele parken eksploderede. Denne fuldstændige hæmningsløse glade adfærd var lige mig. Så de næste mange år fik jeg mit kick ved at se de fleste af landsholdets kampe i Idrætsparken.
Selvfølgelig krydret med kampene søndag på stadion.
Min faste fodboldmakker var Jim. Vi så landskampene sammen og fulgtes også til hjemmekampene på stadion. Han var et par år ældre end mig og havde en stor tillid hos mine forældre. Det betød at det var Jim, som tog mig med på mine første udebaneture.
En enkelt gang cyklede vi fra Brøndby Strand til Køge stadion, og det var da pænt nederen at opdage at hjemturen også foregik i modvind. Med flag og halstørklæder overalt.
Min første tur til jylland var også med Jim. Det var mod Esbjerg i pokalen.
Vi var ikke mange fans af sted og sad heller ikke samlet. Vi var på hovedtribunen, hvor majoriteten af dem der holdt med Esbjerg også sad. Brøndby vandt 5-2.
Men nu begyndte det lige så stille og roligt. Brøndbys mesterskab gav Europacup-kampe på stadion. Samtidig var der begyndt at komme markant flere tilskuere til kampene.
I anden runde fik jeg min debut som udlandsrejsende fodboldfan. Dynamo Berlin – Brøndby IF. Kampen blev arrangeret af den nys opståede Brøndby Supporterklub.
De lavede også busture til udekampene og der begyndte så småt at danne sig et billede af en fankultur. På en af disse ture, bliver det foreslået at vi til næste hjemmekamp skulle stille os samlet på langsiden.
Det halvuofficielle fanmiljø er født.
Brøndbys fodboldmæssige dominans i dansk fodbold er der ingen grund til at komme ind på her. Den er kendt af de fleste.
Faktum er, at jeg var 9 år, da jeg så min første Brøndby kamp (aner ikke hvem vi mødte, men Per Bisgaard (klublegende) nuppede et straffe).
De spillede dengang i 2. division. Jeg boede i Brøndby Strand, der ikke just var i medierne for det gode.Brøndby skaffede min kommune og min hjemby positiv omtale. I takt med fremmarchen i dansk fodbold, steg også antallet af fans.
Selv i Brøndby Strand steg sympatien for klubben.
Fanmiljøet eksploderede i de efterfølgende år, og jeg oplevede et kammeratskab og et fællesskab, som langt overgik de vildeste forventninger. De ildsjæle, personificeret ved Per Bjerregård, der skabte muligheden for dette scenarie via en klippefast tro på egne evner – genskabes i fanmiljøet.
Mange kan, og mange skal, tilskrives æren. Min skal tilfalde makkerparret Flanding/Friberg – selvom de begge boede i Albertslund. Men de var bare to.
Arthur, Kos, Henrik, Manley og de øvrige hyænedrenge, Mysander, Kirsborg, Nordly og Tromme-Peter nogle andre. Alle bidrager i de år.
Det fylder mere og mere i mit liv. Brøndby er hamrende gode. Tilskuertallene går amok. Semifinale i Uefa-cup. Faxetribunen opstår. Kæmpestadion bygges.
Nu er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt folk vil klappe i takt, når Brøndby fører spillet frem ad banen. Nu er det et spørgsmål om der er luft til 90 minutters sang.
Alle kender Brøndby nu. Uanset, hvor jeg befinder mig, vil alle høre om min klub. Jeg er pavestolt.
Den følelse i kroppen, som jeg har haft siden jeg var dreng voksede og voksede. Jeg er fra Brøndby Strand, jeg er fra Brøndby!
Overlegenhed, med en overbevisning om, at jeg og mine er de rigtige. En holdning der stadig i visse tilfælde kan præge mig. Det er et plus at være fra Brøndby i min optik. Jeg behøver ikke engang nævne at jeg er Brøndby fan når jeg eksempelvis skal igennem den obligatoriske præsentationsrunde på kurser.Jeg siger bare, Kristian Berner, bor i Brøndby Strand. Med 90% sikkerhed kan jeg (efter 1993) hører den næste præsentere sig; ”Jeg hedder Ole, og jeg er fck fan”.
Spredte grin rundt om bordet, mens alle kigger på mig. Den var sjov første gang.
Forskellige private begivenheder gør at jeg i en periode ikke frekventerer stadion ligeså ofte som tidligere. Men jeg følger dem stadig – mest på tv og bevarer mit sæsonkort i en årrække, selvom jeg ser maksimalt en kamp om året.
Så begynder det pludselig at gå ned ad bakke. Hurtigt. For første gang i mit liv oplever jeg alvorlig fodboldmæssig modgang.
Ingenting fungerer. Hverken på ledelsesplan eller på banen. Fans er der masser af, men stemningen er dårlig og præget af oprør.
Jeg skal til at forholde mig til, at Brøndby ikke længere er selvskrevet til en medalje, helst af guld. Indtil nu har det, med små bump undervejs, været en stor glæde og optur at vokse op sammen med holdet.
Jeg opdager at min stolthed ikke er mindre. At overlegenheden ved at komme fra Brøndby hænger ved. Vist er jeg ikke altid enig med de unge mennesker på tribunen (husk, at man i fodbold er gammel når man har passeret 35), men de har den samme passion og vil det samme som mig. Det gør at fællesskabsfølelsen hænger ved. Det er derfor, jeg er Brøndby.
Det er derfor jeg til denne sæson, 13/14, har købt mit sæsonkort for første gang siden 2006, på samme afsnit som Flanding, Friberg, Arthur og de andre. Fordi vi er sammen.
Os fra Brøndby, der siden er blevet Os fra Vestegnen. Vi er meget mere end en forstadskommune – Vi er Brøndby IF!
Klokken er 7.00. Det er søndag morgen. Min krop sitrer af forventning og spænding. Det er i dag – om lidt.
Jeg bliver liggende af hensyn til den anden person i sengen i lejligheden i Kisumparken. Jeg ligger og spekulerer. Hvordan vil det gå? Vinder vi? Taber vi og rykker ned? Hvor mange mennesker vil der være på stadion, i toget? Går de amok hvis vi taber?
Klokken 8 står jeg op, går i bad og laver noget morgenmad. Klokken 9 ringer jeg til sønnike. Han er klar!
Vi mødes på stationen klokken 10, er på hovedbanen 20 minutter senere og begiver os mod perronen hvor DSB`s særlige fodboldtog skal bringe os til Horsens. Skæbnekamp for Brøndby. Taber de, rykker de for første gang i klubbens historie en række ned. Sønnike går i den forreste del af toget til sine, mens jeg hænger lidt i midten og bagerst med mine.
Vi er på vej. Min krop er på kogepunktet.
På stadion bliver jeg genforenet med en betydelig del af ”de gamle drenge” og stående der på tribunen giver de unge og gamle den fuld gas. En gigantisk lydkulisse skyller indover banen, og den kommer fra den store masse af Brøndby fans, der endnu engang manifesterer Vestegnen som landets førende sted.
Brøndby vinder 1-0 og sikrer mig og min by en ny sæson med højdepunkter på højeste niveau fra landets mest eksponerede sport. På Brøndby Stadion.
Tre kilometer fra hvor jeg bor.
Alt det her og alligevel aldrig så smukt som dette: “Man følger ikke Brøndby IF – man føler Brøndby IF!”
– Lars Flanding