En af mine stolteste oplevelser som fan var pokalfinalen i 1996. Eller rettere; det der skete efter kampen, som et heroisk kæmpende AGF-hold fortjent havde vundet 2-0.
Som det er tradition, begav sejrsholdet sig ud på en æresrunde, men da de nærmede sig endetribunen, hvor vi BIF-fans stod, tøvede de – og begyndte at dreje af …
Men så skete det …
Vi begyndte at klappe. Af dem. Af arvefjenden. Et ungt og voldsomt undertippet AGF-hold havde leveret en fantastisk fighter-indsats i en grad, at selv vi BIF-fans måtte overgive os – de havde sgu vundet vores respekt … om end naturligvis kun for en dag.
Enkelte på tribunen var stærkt utilfredse: ”Hvad fanden laver I? Det er fjenden!” Men det druknede i klapslaver der blev større og større – i takt med at AGF-spillerne nu alligevel bevægede sig helt ned til os. Og ja, vi hyldede decideret fjenden.
Den gang havde Brøndby IF en fair play-pris, der blev givet til en person i eller omkring Superliga-truppen, der havde udmærket sig på den konto (jeg husker ikke om den blev uddelt på uge- eller månedsbasis), men ved første hjemmekamp efter pokalfinalen kunne en tydeligt stolt Per Bjerregaard fortælle, at prisen denne gang – som noget ekstraordinært – var blevet tildelt os fans.
Det kan virke noget banalt, at de to oplevelser stadig står som noget kæmpestort for mig. Men de er for mig på mange måder billedet på det fællesskab, som nærmest var selve definitionen på Brøndby IF. Om man var direktør, spiller, fan, frivillig eller noget helt femte, så repræsenterede vi alle Brøndby IF – nærmest på lige fod.
Når vi vandt, vandt vi allesammen. Når vi tabte, tabte vi allesammen. Hvad enten det var på banen, på ledelsegangene eller på tribunen. Vi var en enhed. Ingen over fællesskabet.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, om det reelt var sådan, men det væsentlige er, at sådan føltes det – og hvor var det fedt. Og hvor jeg savner det.
For jeg har desværre ikke den følelse mere. Selv om meget har ændret sig både på banen og på tribunen, så er der stadig et stærkt fællesskab der – så det er på ledelsesgangene (og hvor magten ellers er), at årsagen til min manglende fællesskabsfølelse skal findes.
For det er her, at snakken om ”ingen over fællesskabet” pludselig forstummede, da man selv skulle leve op til det. Her at Brøndby IF’s problemer kunne og skulle være løst for længst – så hverken snak om konkurs eller salg af klubben nogensinde ville være kommet på tale. Nu er vi så nået helt derud, hvor de fleste nok føler, at der ikke længere er andre scenarier end de to.
Det er tragikomisk, at man i sin iver for at bevare staus quo i sidste ende selv står i vejen for, at Brøndby IF igen kan blive som Brøndby IF var engang.
Det er muligvis både dybt naivt og pladdernostalgisk, men jeg tror stadig på, at der er en lille chance for Brøndby IF KAN blive en enhed igen – altså uden konkurs eller decideret salg af klubben. Men det kan kun ske, hvis dem der sidder på magten i BIF ønsker at genskabe tilliden og fællesskabsfølelsen.
Det brede fællesskab er her stadig, står stadig klar. Giv os nu lov. Giv os noget at tro på. Så vi istedet for at tale om det ”brede fælleskab” og ”inderkredsen” m.m., IGEN kan tale om (og føle) ét fællesskab; fællesskabet Brøndby IF.
Blandt andet som dengang i foråret ’96 …