I USA er der en tradition for at den siddende præsident afholder en årlig tale, den såkaldte State of the Union-tale, hvor han udover at fortælle om hvordan det står til i landet også giver en par ord omkring hvad dagsordenen kommer til at være det næste års tid, for på den måde at få alt på det rene, så lovgivningsorganerne – senatet og repræsentanternes hus (samlet kaldet kongressen) – ved hvad de har at arbejde med, og så præsidenten har en idé om hvorvidt han har deres støtte eller ej.
I BIF er der en tradition for at den siddende bestyrelse holder godt fast i de samme principper og ikke fortæller så mange konkrete fremtidsplaner, men i stedet sætter den samme gamle plade på, der synger en for længst famlet sang om de gode gamle tider og deres genoplivning. Intet om nogle strukturelle ændringer, man vil gøre for at opnå dette. Intet om handlingsplaner overfor de røde tal, der fylder regnskaberne kvartal efter kvartal. Og sådan er USA og BIF jo så forskellige. Og taget i betragtning hvor slem økonomien er i USA og man til trods for dette stadig taler om denne, så gruer jeg for hvor dybe konsekvenser de gentagne røde tal på bundlinjen vil have i Brøndby.
Foreløbig tyder det på at vi er tvunget til to “salg”, gåseøjnene forstået som at den ene ikke er et salg, men en manglende forlængelse. Mike Jensen har kontraktudløb til vinter. Man har gerne villet forlænge, men jeg kan let forestille mig at regnskabet ikke har kunnet tilbyde ham nogen lønforhøjelse, for slet ikke at tale om en af slagsen, der kan tilsvare den stigning i niveau, han har vist det sidste stykke tid. Krohn-Dehli ved vi er tabt.
Så hvad er det for noget ungdom, der skal tage over? Hidtil har man ikke haft succes med det der med unge talenter. Vi havde en længere periode for ikke alt for længe siden, hvor den ene ungdomsspiller efter den anden smuttede til Ajax eller Benfica eller en anden storklub eller måske endda bare AGF, hvor de en efter en har bevist at Brøndby gjorde en fejl i ikke at forlænge med dem. Norouzi har været en bragende succes, men dels havde han ikke umenneskelig konkurrence i Jan Frederiksen, dels er han et af få ungdomsprojekter, der har lykkes efter planen. Norouzi og Stenderup er mere undtagelser end de er regler. Og stadig er de langt fra de bedste på deres pladser i Superligaen, da de begge udviser store mangler i deres spil.
En anden brik i det puslespil mangler helt for mig: hvis man ikke har råd til at forlænge med en spiller, der tydeligvis vil det lige så meget som Mike Jensen, hvor vil man så finde pengene til rutinerede kræfter, der ikke skal falde helt igennem, lige så snart Superligabolden ruller for deres fødder? Et spinkelt håb kan være at man finder nogle transferfri fallerede stjerner og genopliver dem som det ser ud til at OB er i færd med at gøre med Morten Skoubo, og at de spillere kan betales for den løn, som Jan Kristiansen angiveligt hæver, for helt ærligt, det hyr er da skudt lidt over mål. Og så overdriver jeg vist ikke.
Sandheden er bare at kvalitet koster penge, og penge får man, når man viser kvalitet. Derfor tror jeg ikke at man vil kunne købe sig til spillere, der kan vende den famøse skude. Der skal strukturelle ændringer til. Ændringer, vi intet får at høre om. Giv os fans nogle udmeldinger. Giv os noget håb, som I for en forandrings skyld har givet med den rettede aktieemission. Mere af det, tak. Mere transparens.
Læs mere af samme skribent: