De eneste elleve

Så er derbyet overstået, og vi fik vist superligaen og alle som følger med, at hvis man er villig til at spille spillet, og har modet til, at tro på egne evner, så kan alle

rystes og rykkes ud af deres selvindbildte overlegenhed.

I søndags skabte Brøndby atter balance i tingene, og fik jorden til at møde “de hvides” fødder, så de igen blev mindet om, at fodboldkampe bliver afgjort på græsset bløde bøjelige og ærlige overflade, og ikke i jyske købmænds verdensfjerne himmelvendte våde drømme. 

 

Men nok om dem, – dem som tror, at alt kan købes og sælges uden at man taber noget af sig selv, undervejs i processen. Fordi for mig er det enste, som betyder noget,

de elleve som står på banen, i gult og blåt, når kampen fløjtes i gang. For når alt kommer til alt, så er jeg ligeglad med kommentatorer og eksperter, jeg

tænker ikke på, hvem som nu skal slå hvem, for at sølvet kan havne på Vestegnen, – jeg tænker kun på, at vi skal slutte denne sæson af, på en måde, som bygger videre på den vilje til forbedring og udvikling, som har kendetegnet hovedparten af forårets kampe. Jeg tænker kun på de elleve i guld og blåt, – alle de andre er bare statistik og tabel-føde.

 

Sommetider spørger folk mig, om det ikke er hårdt, at være Brøndby-fan. Jeg tror ikke de spørger mig, for at genere mig, men mere fordi de ikke helt kan forstå det, – og det forstår jeg godt, for jeg har ikke valgt at være fan af Brøndby, – det er en indre nødvendighed. Og derfor ved jeg også, at jeg sommetider er i himlen, når alt lykkes og det gule og blå flyder sammen i en harmonisk bølge af kombinationer, som væver et smukt stykke stof henover banens linjer af kridt, og at jeg andre gange befinder mig i et emotionelt helvede, når intet fungerer, og alle gode intentioner ligger og skvulper i vandkanten, som en strandvasker på begrænsningernes ubarmhjertige bred. – Men jeg ved også, at jeg oplever alt dette fra den rette position, fra min ståplads på sydsiden, hvor fodboldlivet synes fuldkomment, blandt venner og kammerater, som jeg deler min fodboldverden med, og som gør, at der findes et sted imellem himmel og helvede, Hvor jeg kan stå og kigge mig omkring, på tusindvis af andre, som har det præcis

ligesom mig, og så ved jeg, at i det øjeblik findes svaret, på det spørgsmål, som de spørger mig om, for i det øjeblik er der meget, som ligegyldigt, – og kun én ting, som giver mening: Forza Brøndby, Forza livet…..

 

Jeg kan godt høre, at jeg måske bliver lidt grebet af det hele, og når det sker, som det åbenbart sker nu, – når tingene bliver lidt store og voldsomme, så er det ofte på sin plads, med en lille sang, – så lad os ende der….

For nylig hørte jeg “De eneste to”, og det slog mig, at de havde lavet en fodboldsang, uden at vide det. Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at hoppe, da jeg hørte det første nummer på deres CD. Så jeg tænkte lidt over det, og konsulterede min kamp-fælle Kim og fik grønt lys – go. Så i al beskedenhed, og i ydmyg respekt overfor en lang tradition af fodboldsange synes jeg bare, at det kunne være fedt, at synge deres sang, med en mindre omskrivelse:

 

 

Og hvem ved, måske er det en sang til næste sæson, eller også bliver det bare mig, som vil have den inde i hovedet, når jeg tager min brøndby-trøje over og atter begiver mig ud til stadion.