Så kom vi i gang igen i søndags. Og det var fedt, at stå på en fyldt Syd-side og få sunget sange om alt det, som mit, efterhånden, hårdt prøvede fodbold-hjerte er fyldt af.
For det var endnu en gang noget af en prøvelse, at se holdet skabe chance på chance, uden at have evnen til at få bolden derhen, hvor det rigtig bliver sjovt. Men når det er sagt, så
synes jeg dog, at der var mange fine ting. Først og fremmest blev der skabt mange åbne chancer og muligheder, – noget som jeg synes manglede i efteråret. Og derudover kunne jeg
også godt lide den gejst, som gennemsyrede det hele, – både på og udenfor banen.
Men det er nu engang målene, som får mig til at lette og miste jordforbindelsen for et øjeblik, og de oplevelser var der jo ligesom ikke rigtig nok af i søndags. Det var mere et studie i ærgelse,
forbandelse, og “kom Nuuuuuu – skyyyyd” – agtige udtalelser.
Nu kan man jo så, på sådan en lidt kedelig onsdag kigge på vores trup, og tænke “hvem skal score målene…” – og der vil jeg gerne, i al beskedenhed, byde ind med et svar, – for det skal
Agger. Jeg vælger nemlig, at tro på dig, Agger, – jeg vælger at tage ja-hatten på og sige, at vi ikke mangler at købe en mål-scorer, vi mangler at skabe en mål-scorer, – for sådan én skabes ikke bare af sig selv.
Når man hører andre tidligere top-scorere snakke om sig selv og deres evne til at score mål på samle-bånd, så siger de stort set alle noget enslydende, nemlig at målene kommer i stimer, og
at det første og andet mål er det vigtigste, for derefter så begynder de nærmest at komme af sig selv.
Selvfølgelig skal man have nogle fodboldmæssige kompetencer, men mest af alt, skal man søge chancerne, – tro på at man bevæger sig derhen hvor mulighederne opstår, og så gå direkte på mål.
Da Arsene Wenger blev spurgt om, hvorfor han troede på Bendtner kom svaret “Fordi han kommer til chancer”. Wenger fokuserede ikke på evnen til at score, men på evnen til at stå det rigtige sted, – så
vil tiden nemlig vise, om man har på længere sigt og over en længere stabil periode kan putte dem regelmæssigt ind i kassen. (Lige den del af det kæmper ham Bendtner vist stadigvæk lidt med).
Men det jeg lagde mærke til i søndags var, at Agger kom til chancerne (og proppede da også en enkelt én ind, – offside, tjaa, vist nok nej), – men han kom til chancerne, og det var i orden. Nu skal han så bare få hul på den berømte byld.
Selvfølgelig kunne det være dejligt med en erfaren angrebsmakker, som kunne tage noget af presset af Aggers skuldre, men sådan er virkeligheden ikke hos os i BIF, – så jeg vælger at tro på ham Nicolaj der, og håber dermed på, at jeg, forhåbentlig i selskab med andre Agger-troende, er med til at bygge en ny stjerne-angriber op.
Og da jeg nu alligevel har lagt hovedet på bloggen, om man så må sige, så vil jeg da gerne komme med et friskt bud på 8 mål fra Agger i de sidste 13 kampe, – vi skal jo starte ét sted.
Så på søndag, på syd-siden, vil jeg slå korsets tegn (igen), håbe og tro på det bedste (igen-igen) og så råbe af fuld hals “Kom nu, Agger, jeg tror på dig!!”