“Det var en mørk og stormfuld nat” – sådan starter “The julekalender”, når den endnu engang glider over skærmen her i december, og det med det mørke og det stormfulde har også i nogen grad kendetegnet Brøndby If her på det sidste. For det har været både dystre og kuling-agtige tilstande, som BIF har gennemlevet i dette efterår, og det hele skulle så kulminere på den ekstra-ordinær generalforsamling, som blev afholdt torsdag. Spekulationerne var mange forud for denne begivenhed, og både blandt pressens eksperter og Brøndbys supportere har der været en del anspændthed i forhold til hvordan bestyrelsen og Per Bjerregaard ville reagere på den massive kritik, som er blevet rejst mod dem begge.
Og hvad skete der så, – umiddelbart ikke så meget, – ihvertfald ikke, hvis man er et medlem af den blodtørstige presse eller den vredeste del af fan-skaren. Hvad jeg kan læse mig til, – dels af den skriftelige live-dækning som jeg fulgte i går aftes og ud fra aviserne i dag, så mundede det meste ud i nogle forklaringer fra bestyrelsen omkring de seneste års udvikling og derudover forsigtige indrømmelser overfor “Det nye Brøndby” omkring en mere udjævning af magten og indflydelsen i Brøndby i forhold til A- og B-aktier.
Og nu kunne jeg selvfølgelig så sidde tilbage med en tom fornemmelse og føle, at alle de forandringer som kunne have været sat i gang, endnu engang er forsvundet ned i det sorte hul, som de kritiske af kritikerne kalder for Per Bjerregaards magtimperium. Men nu har jeg aldrig rigtig set Per Bjerregaard som vestegnens svar på Darth Vader, og jeg har heller aldrig rigtig anskuet problematikken i Brøndby, som et spørgsmål om magt, – men snarere et spørgsmål om kultur. For det den ekstraordinære generalforsamling bekræfter mig i, er det, at der er temmelig mange mennesker i og omkring Brøndby, som værner om denne specielle klub, dens kultur og dens insisteren på at være netop det, – en klub.
Det kan da godt være, at nogle synes jeg er naiv, men jeg tror virkelig på de kræfter, som prøver at holde sammen på klubben, istedet for at splitte den ad, – og så er jeg iøvrigt ligeglad om de hedder Per eller “Det nye Brøndby” – i min verden er alle dem, som brænder for Brøndbys eksistens og udvikling ligestiillede, – og derfor synes jeg selvsagt også, at man skal arbejde henimod en stærkere klub, som er baseret på fællesskabets evne til at løfte i flok.
Selvfølgelig kunne livet nogle gange være nemmere hvis der kom en russer med stor pose penge, – og jeg har da også hørt, at de inde i byen er begyndt at drømme våde østeuropæiske drømme, – men jeg har nu engang den filosofi, at intet i verden er gratis, og jeg er af den overbevisning, at det altid skal være pengemanden, som skal tilpasse sig til klubben og ikke omvendt, – men held og lykke til dem derinde i pengeland, – og hvem ved, måske skal vi om nogle år spille mod FC Københavnski og så tæver vi da også bare dem….
Her til sidst, – vil jeg bare, i den største ydmyghed, takke dem som har reddet så mange kastanjer ud af ilden i dette efterår, – nemlig spillerne og trænerstaben, – hold kæft hvor er i seje, og når jeg tænker på hvad i har udrettet på den grønne scene, så fyldes jeg med stolthed og glæder mig samtidig til, at de milde varme vinde atter blæser hen over mit Brøndby-land.