Ovenstående linje er, som bekendt, hentet fra en sang af Gasolin, men jeg kom i tanke om den, da jeg for nylig så, at man nu kunne købe sit sæsonkort til forårets kampe på Brøndby stadion, – for netop disse ovenstående ord kendetegner i høj grad, hvad foråret betyder for mig, som Brøndby-fan.
Jeg har, ligesom de fleste andre fodboldfans, en fodbold-buddy. I ved, sådan en kammerat og ven, som man kloger den sammen med, om alle fodboldens aspekter.
Vi er på én og samme tid træner, sportsdirektør,bestyrelsesformand og topangriber i en hvilken som helst klub verden rundt, – men mest af alt og som det helt centrale er vi det alle døgnets timer i fodboldklubben Brøndby.
Der er ikke det, som vi ikke kan diskutere og der er ikke den holdopstilling og de spiller-indkøb, som vi ikke kunne gøre bedre, end til den enhver tid siddende sportsdirektør og træner. Og netop på sportsdirektør-siden har Brøndby jo manglet én i nogen tid, så der har vi virkelig haft kronede dage på det seneste, vi har faktisk købt og solgt hele fodboldtrupper i dette efterår.
Men min fodbold-buddy er ikke kun min med-ekspertkommentator, han er også den, som jeg tyer til, når jeg selv engang mister lidt af modet og troen på, at alting nok skal blive godt igen. Han er den, som hiver mig op af sumpen, når jeg stirrer mig blindt på modstanden mod Brøndby og når jeg en sjælden gang frustreres af de brændte chancer på grønsværen og de forspildte muligheder på direktions-gangen. – For så er han der, – min makker, så er det ham som får bolden til at gå stolpe-ind, – istedet for stolpe-ud, – og så er det ham, som med en kvik bemærkning får tingene sat i relief, både i forhold til det som sker på banen, og rundt omkring i organisationen Brøndby.
Jeg er ganske sikker på, at idéen om, at jeg ikke er alene er selve grundkernen i min passion for fodbold. Det er i fællesskabet, at jeg finder meningen med, at holde med ét hold, – det er i samhørigheden med andre, at jeg lever mit liv i følgeskab med holdet, – og det er også i dette faktum, at jeg ikke kunne ende som andet end Brøndby-mand.
For selvom min makker og jeg har alle de rigtige løsninger omkring hvordan holdet skal sammensættes for at opleve storheden og sejrene igen, – så er det når alt kommer til alt, slet ikke det vigtigste, – det virkelig vigtige vil altid være oplevelsen af, at være samlet om ét hold, én klub, – hvor vi alle, hver især bidrager på lige fod til engagementet og fællesskabet.
Lige for øjeblikket er min fodbold-buddy i uddannelsesmæssigt eksil i Ålborg, så vi har delt landet op imellem os. Han tager kampene i Jylland og jeg holder skansen på Faxe.
Men nu, hvor man købe sæsonkort til forårets kampe på Brøndby stadion, så kan jeg allerede mærke fornemmelsen af, hvordan det vil være, at stå på Faxe i solskin og kigge ned på det grønne græs, og atter tro på sejren, atter tro på bedre tider, og frem for alt kigge mig omkring og se det forventningsfulde smil fra min “hjemvendte” makker og fansene omkring os, og så bare vide, bare være sikker på, at dette, dette er det bedste for mig og mine venner.