Der skal ikke herske nogen tvivl om, at mit hjerte er gult og blåt, og at det banker i takt med spillerens puls, når de løber ind på Brøndby stadions grønne græs. Det er også et faktum, at det er et hjerte, som ikke kan skifte farve eller endog tvivle på sig selv i besværlige tider, men “desværre” for mit trofaste hjerte, så har jeg også en hjerne, som både kan høre, se og tænke, – og denne hjerne kan næsten ikke mere tro sine egne tanker.
For hvad i alverden er der ved at ske med “min” klub.
Lad os nu bare for et øjeblik glemme, at klubben ikke har nogen sportsdirektør, – altså manden som udstikker den nuværende og lansigtede strategi for spillertruppen og som næsten virker som en rimelig vigtig person, når man nu snakker om en fodboldklub, – og lad os også samtidig forbigå det faktum, at direktørene i Brøndby forsvinder hurtigere end Hr. Stig Tøfting kan skrive noget negativt om Brøndby (og så ved man vist, at de har fart på), og lad os så endelig, nu hvor vi er i gang, også undgå at fokusere på alle de andre mennesker, som af den ene eller den anden grund har forladt klubben, og lad os i stedet for se på Brøndbys nuværende position, lad os for et øjeblik sætte tiden i stå, sætte vores indre GPS til, og finde klubbens øjeblikkelige ståsted.
For det er netop dette som jeg har det sværest med i øjeblikket, – jeg ved simpelthen ikke hvor klubben er, og derfor er det selvfølgelig også svært for mig at se, hvor klubben er på vej hen, og er der en ting, som jeg ved, at mit hjerte frygter mere end noget andet, så er det at fare vild. Jeg føler, at klubben er ved at give køb på de kerneværdier, som altid har været dens varmærke. Kerneværdier som omhandlede loyaliteten overfor sin rødder, sammensmeltningen imellem ledelse, spillere og fans, – og ikke mindst den altoverskyggende grund-idé “ingen over klubben”.
Men det gør mig ikke kun trist, at se Brøndby sejle rundt på fodboldens åbne ocean uden hverken kaptajn eller styrmand, – det vækker også en bekymring hos mig, – for det er jo en kendt sag, at hvis ens situation bliver desperat og planløs, så tyer man også til hurtige og panikagtige løsninger, som hverken har bund i nutidens realiteter eller fremtidens udfordringer. Jeg har en reel frygt for, at man på grund af det igangværende kaos på et tidspunkt ikke kan være så kræsen med, hvem man lukker ind for at rette skuden op, og derved kan der opstå en situation, hvor de helt forkerte mennesker, af de helt forkerte årsager skal føre Brøndby videre.
Jeg synes, at historien har lært mig, – se bare på England, at klubber i krise er både sårbare og skrøbelige.
Det nemmeste ville være her, at give en enkelt mand skylden for alt dette, – og måske ville denne konklusion også være rigtig, men jeg tror bare ikke på, at komplicerede problematikker har enkle løsninger, – så istedet for at placere skyld, så vil jeg hellere placere håb. Så derfor kære Mr. Brøndby, – hvem du end og hvor du end er, skru op for musikken og lyt til Natasja når hun synger om at hun vil have Danmark tilbage, – og så erstat dette lille ord “Danmark” med Brøndby, – for please, please, please, – giv mig Brøndby tilbage, – ligesom i de gode gamle dage….
Men selvom min hjerne arbejder på overtid for at forstå alle disse mekanismer og problematikker, så vil jeg atter på søndag stå igen på Faxe, og for et øjeblik glemme alt om krise og bestyrelse, for så vil mit hjerte endnu engang blive Jump-startet, og igen vil jeg blive mindet om, at der er intet bedre sted at tilbringe sin søndag, end på Brøndby stadion, som en del af mit liv, min klub.