På søndag er det igen tid til en af de største fodboldkampe i Danmark: Derbyet mellem FCK og Brøndby IF – denne gang i Parken.
Vi (Brøndby Support og F.C. København Fan Club) var i tirsdags til formøde forud for søndagens derby. Mødets faste deltagere, foruden fanklub repræsentanter, tæller de sikkerhedsansvarlige fra begge klubber samt Politiet.
Klar fremgang at spore!
Tilbage i maj så vi tilbage på den første sæson efter indførelsen af muligheden for tilbageholdelser til derby-kampe, samt for- og evaluerings-møder mellem de respektive fanklubber, sikkerhedsansvarlige og politi.
Vi glædede os her over de resultater, vi har set: Ud af fire indbyrdes kampe, har vi kun oplevet større konfrontationer, fans og Politi imellem til en enkelt kamp (i København november 2023), hvilket vi efterfølgende i fælleskab har evalueret grundigt på og taget ved lære af. Til tre ud af fire kampe har vi derimod set et absolut minimum af anholdelser. Den positive tilgang tog vi selvfølgelig også med til tirsdagens formøde.
Formøde på hjemmeholdets stadion
Efter ønske fra os fanklubber blev formødet afholdt i Parken, hvor kampen skal spilles.
Her gennemgik vi i fælleskab planen for kampen, og på baggrund af erfaringen fik vi justeret de steder, hvor der tidligere har været udfordringer.
En vigtig ting på dette møde var håndteringen af Brøndby Supports busser, som bestemt ikke har været optimal de sidste 2 kampe i Parken – en håndtering Politiet heller ikke var synderligt stolte af, men som de nu har lovet at rette op.
Tilbageholdelse af udeholdets fans
Politet har igen givet et påbud om mulig tilbageholdelse af udeholdets fans samt indført en skærpet strafzone omkring Parken på kampdagen. Det kommer ikke som en overraskelse, og tilbageholdelse har vi som fanklubber selv været med til at nikke ja til – for at beskytte de 99%, der ikke ønsker at blive inddraget i den ballade, der nogle gange kan opstå i forbindelse med en derby-kamp.
En verden til forskel i kommunikationen
Vi har tidligere følt os nødsaget til at kommentere på udtalelser fra ledende politiinspektør, Peter Dahl, da hans udtalelser før og efter derby-kampe i Parken er så langt fra det, vi oplever på de positive og konstruktive møder mellem Politi, klubber og fans!
Denne gang er det i en artikel fra BT med bl.a. følgende udtalelser:
“For der vil være nogle fra begge parter, som vil benytte lejligheden til at komme i slåskamp med hinanden og politiet. Vi forventer en højrisikokamp.”
“Men vi kunne jo lave voldgrave, og nogle ville være ligeglade. Vi gør vores for, at det ikke skal eskalere.”
…Han beskriver søndagens indsats som “ærgerlig” og “spild af ressourcer”, men ikke desto mindre en del af arbejdet….
Denne artikel afspejler dog på INGEN måde, det billede der var på tirsdagen formøde mellem Politi, klubber og fans. Der var derimod en god dialog, en forståelse for hinanden samt fokus på løsninger til at undgå/mindske evt. problemer.
Vi er selvfølgelig ikke naive. Der ER en lille del, der søger ballade og konfrontationer til derby-kampene. Ligesom vi håber på og i fællesskab arbejder for, at denne ene 1% ikke ødelægger det for de resterende 99%, så håber vi, at Københavns Politi fremover bliver mere samstemt i deres kommunikation. En kommunikation, der taler problemerne som denne 1% skaber op, er IKKE til gavn for vores fælles mål!
Det er selvfølgelig en Politi-opgave at håndtere denne 1% – ligesom det er at håndtere opgaver som ballade til fx J-dag, en weekend i byen eller til store koncerter samt stoppe økonomisk kriminalitet m.v.
Dansk fodbold bidrager markant til samfundet!
Kampen har været udsolgt længe og 99% af dem, der kommer på søndag vil have fokus på at støtte sit hold og være med til at skabe en fantastisk kulisse om en af de største fodboldkampe i Danmark. Nedenfor henviser vi til en rapport fra DBU (Fodboldens værdi for Danmark, 2018), hvor det bl.a. beskrives hvad danske fodboldklubber giver til samfundet.
4 væsentlige punkter fra denne rapport:
- Danske fodboldklubber har en betydning for vækst og beskæftigelse, da fodbolden er med til at skabe en omsætning på 3,3 milliarder kroner om året.
- Det er et bidrag til BNP på 1,7 mia. kroner
- En gennemsnitlig superligaklub bidrager med 302 job og 63 mio. kroner til BNP.
- I alt bidrager den professionelle fodbold, dvs. Superliga, NordicBet Liga og 2. division, med 4.450 job.
Regning for hærværk falder tilbage på din egen klub!
Her til sidst er vi nødt til at komme med en opfordring. Til kampen på Brøndby Stadion i maj oplevede vi desværre, at enkeltpersoner smadrede toiletter på udebaneafsnittet. Dette gør INTET godt for nogen som helst, andre end de håndværkere, der tjener penge på at reparere dem bagefter – på enten de skyldiges eller på udeholdets regning.
Du straffer kun dig selv og din egen klub her – ikke hjemmeholdet!
Vi har i fællesskab igen forsøgt at støbe fundamentet til endnu en fredelig, tryg og god fodboldoplevelse af de helt store, og vi opfordrer naturligvis alle, uanset klubfarve, til at følge politiets anvisninger, søge væk, hvis der er optræk til en konfrontation, og ellers være med til at gøre kampen på søndag til et fredeligt derby – med fokus på at støtte sit hold!
Vi ønsker alle en god kamp.
/Brøndby Support & FC København Fan Club