Ikke lovmæssig grundlag for at tilbageholde Brøndbyfans i Århus!

Østjyllands politi meddelte d. 29. november via twitter og en pressemeddelelse, at Brøndbyfans vil blive tilbageholdt i op til 1 time efter pokalkampen på Århus stadion i morgen.

Vi er meget forundrede over denne meddelelse, og vi er på ingen måde enige i denne beslutning!

I august 2022 blev der nedsat et Ekspert-udvalg af daværende Justitsminister, Mathias Tesfaye, hvor alle parter omkring afvikling af fodboldkampe var blevet inviteret ind for at finde veje til at komme ballade til fodboldkampe til livs. Et Ekspert-udvalg som Østjyllands Politi, AGF og AGF fanclub deltager i sammen med bl.a. Københavns Vestegns Politi, Brøndby IF og Brøndby Support.

Hele vejen igennem processen i Ekspert-udvalget har der her været stor enighed om, at fokus skulle være på at ramme de få, der laver balladen og ikke ramme de mange, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

I processen har vi som fans været med til at få gennemført muligheden for tilbageholdelse af et tilskuer-afsnit i op imod en time efter højrisikokampe, da man til højrisiko kampe med dette værktøj som udgangspunkt kan minimere risikoen for uhensigtsmæssige sammenstød, når vi som fans af de to hold skal forlade stadion.

Vi mener, at der er mange ting, der ikke er inden for skiven i forhold til ibrugtagningen af dette til kampen i Århus torsdag, og vi opfordrer på det kraftigste Østjyllands Politi til at undlade at tage dette påbud i brug!

Vi evaluerer lige nu på vores muligheder for at klage over påbuddet. Udover de store udfordringer, det med den korte varsel samt at det sker 13 dage efter at billetsalget er startet, giver for de mange medrejsende Brøndbyfans på en kold hverdagsaften i december, er vi bekymrede for, at dette vil danne uheldig og unødvendig præcedens for politiets håndtering af fodboldkampe fremover.

Vi ligger i vores evaluering vægt på følgende:

1. Denne kamp bør ikke være en højrisikokamp!

  • Vi savner argumenter for at denne kamp behandles som en højrisiko kamp, når kampe mellem de 2 klubber normalt altid har været afviklet som “almindelige kampe” og med mindre risiko opsætning. 
  • Vi er blevet gjort bekendt med, at der har været en mindre episode til kampen d. 6/11, men som meget få har bemærket, og at der ikke var hverken anholdte eller sigtede.
  • I arbejdet i Ekspert-udvalget har det konsekvent været behandlet som et værktøj udelukkede til brug til højrisikokampe. Dette fremgår desuden af lovforslaget. Og på det seneste møde i Ekspert-udvalget i juni, blev det specifikt drøftet, at højrisikokampe var lig med derby-kampe, så der var en klar forventning om, at der ville være meget få af disse kampe.

2. Betingelser for meddelelse om påbud er ikke opfyldt

  • Tidsfrister for meddelse om påbud er ikke overholdt.
  • Ingen andre midler er taget i brug førend et af de mest vidtrækkende.
  • Ingen øvrige højrisiko-tiltag, som fx dialog med fangrupperinger før og efter kampen er taget i brug.
  • Påbud er alene meddelt af Østjyllands politi, jvf lovgivning og lovforslag skal både Politi og arrangerende klub (altså AGF) meddele dette.
  • Det er ikke afsøgt om samme virkning ville kunne opnås med mindre indgribende midler.

3. Unødig gene for de medrejsende fans

  • Mange medrejsende Brøndbyfans har allerede arrangeret tog-transport, som kan vise sig umulig at nå.
  • Hvis påbuddet fastholdes og varer en time, så vil disse fans vil blive påtvunget en ekstra udgift til køb af nye togbilletter samt vil først være tilbage på Hovedbanegården kl. 04.28.
  • I lovforslaget ligges vægt på at den arrangerende klub skal sikre toiletforhold og læ. Især den sidste del har vi svært ved at se AGF imødekomme.

TIDSLINJE:

02.11: Lodtrækning til Kvartfinalerne

06.11: Superligakamp Brøndby – AGF

16.11: Billetsalget starter

17.11: Brøndby IF melder udsolgt

29.11: Påbud om tilbageholdelse meddeles

07.12: Pokalkamp mellem AGF – Brøndby IF

Påbuddet meddeles for sent i forhold til lovgivningen
Meddelelsen om påbud henvises til en episode i forbindelse med Superliga kampen på Brøndby Stadion d. 6. november – altså en hændelse og kamp afviklet længe før billetsalget startede. Dermed burde Østjyllands Politi have rig viden om hændelsen i god tid førend det meddelte påbud, som nu medfører stor gene for de medrejsende Brøndbyfans. Et påbud, der står i stor kontrast til sidste gang vi var i Århus, hvor politiet dårligt kunne få de medrejsende Brøndbyfans hurtigt nok ud i fanbusserne.

Det kan i hvert fald undre, at der skulle gå over 3 uger fra seneste kamp d. 6. november og 13 dage fra billetsalget gik i gang, før Østjyllands politi besluttede, at der måtte foreligge en særlig risiko ved en kamp, som de seneste mange gange har ligget langt fra at være kategoriseret som høj risiko med særlige forhold. Den særlige risiko, eller konkrete efterretning meddeles at være en episode ved kampen d. 6. november. En episode det åbenbart har taget Østjyllands politi 3 uger at evaluere på, indstille og beslutte, skulle medføre et af de videst mulige påbud for kampen som muligt, og dermed forbigå alle øvrige mulige påbud og tiltag, som bør tages i brug, førend man vælger at tilbageholde tilskuersektioner.

En stor del af de medrejsende fans har selvfølgelig allerede forlængst arrangeret transport og købt deres togbilletter. For selvom mange modfans morer sig over, at Brøndby IF er så heldige at have fans spredt over hele landet, og selvfølgelig også i Århus, er en stor del af de fans, der fylder Brøndbys afsnit weekend efter weekend og kamp efter kamp, selvfølgelig også fra Sjælland.

En times tilbageholdelse = ekstra togbillet & hjemkomst kl. 04:28
Mange af de medrejsende fans, som har valgt DSB som deres transportmiddel, har allerede købt en togbillet til afgangen fra Århus H mod København H kl. 21.13, som betyder at de normalt ville lande i København kl 01.01. En afgang kl. 21:13 betyder, at de har 1 time og 13 minutter fra slutfløjt til at gå den tur som ifølge google.dk/maps tager 34 minutter at gå.

Med en tilbageholdelse på op til 1 time ville de ikke kunne nå deres tog. Hvis tilbageholdelsen varer den fulde time, har de 13 minutter til at nå toget og gå den tur det som nævnt før tager 34 minutter at gå.

Alternativet er at tage næste afgang. Det lyder måske ikke så slemt på papiret. Hvis det ikke lige var fordi den næste afgang er to timer senere og betyder en hjemkomst kl. 04:28, og en hyggelig tur med togbus til Fredericia undervejs.

Kampen d. 6. november
Østjylland politi henviser i deres pressemeddelelse med påbuddet om en konkret episode til kampen d. 6. november. Brøndby Support er bekendt med episoden, hvor en mindre gruppe fans forsøger at komme i nærheden af en AGF-bus – uden at der dog blev kastet sten på hverken bus, politibiler eller personer. Så vidt Brøndby Support er orienteret har episoden heller ikke medført anholdelser eller sigtelser efterfølgende. AGFs fanbusser kørte først godt 45-60 min efter kampen pga de trafikale udfordringer, der er omkring Brøndby Stadion.

Brøndby Support tager naturligvis skarpt afstand fra stenkast og angreb mod politi og modfans.  Det er IKKE det Brøndby, som vi og 99% af alle Brøndbyfans kender og repræsenterer – og det skader alle os, der vil det bedste for Brøndby IF! Vi opfordrer på det kraftigste til at dette IKKE skal være en del af at følge Brøndby IF

Uagtet fastholder vi, at en enkelt mindre episode ikke bør være nok til at gribe fat i et at de mest vidtrækkende værktøj i værkstøjskassen, samt at det aldrig må stå alene. Det er Brøndby Supports vurdering at dette bryder med lovens indhold og de betingelser der foreligger for at tage påbuddet i brug.

Er det frygten for hævn for pågældende episode, kunne man vælge at tilbageholde de specifikke tilskuersektioner, hvor disse fangrupperinger opholder sig. Dette vurderer vi er til mindre gene end tilbageholdelse af Brøndbyfans, som skal rejse retur på tværs af landet på en hverdagsaften.

Det lovmæssige med kommentarer fra Brøndby Support:

I lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, populært kaldet hooliganloven står følgende om tilbageholdelse af fans (Lov om ændring af lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder (Styrket indsats mod hooliganisme) (retsinformation.dk)):

§ 8 e. Politiet kan forud for afviklingen af en bestemt idrætsbegivenhed meddele påbud om at sikre tilbageholdelse af tilskuere på bestemte tilskuersektioner på det sted, hvor idrætsbegivenheden afholdes, efter idrætsbegivenhedens afvikling, hvis der foreligger en særlig risiko for uroligheder forårsaget af tilskuere eller andre. Påbud efter 1. pkt. kan meddeles, når der er tale om en højrisikokamp.

Stk. 2. Tilbageholdelsen af tilskuere på bestemte tilskuersektioner efter stk. 1 på det sted, hvor idrætsbegivenheden afholdes, må ikke udstrækkes ud over 1 time efter afviklingen af den bestemte idrætsbegivenhed.

Stk. 3. Påbud meddelt efter stk. 1 skal offentliggøres af arrangøren og politiet.«

Kommentar fra Brøndby Support:
Bemærk at det er paragraf 8 e, dvs der er i udgangspunktet 4 yderligere tiltag i forbindelse med højrisiko kampe, ligesom der i ekspertgruppen foreligger øvrige mekanismer, såsom dialogmøder, kommunikation og evaluering. Et Ekspertudvalg som Østjyllands Politi, AGF og AGF fanclub deltager i sammen med bl.a. Københavns Vestegns Politi, Brøndby IF og Brøndby Support.

De øvrige paragraffer i samme kapitel indebærer påbud om sikkerhedsforanstaltninger, ændring af kamptidspunkt og udarbejdelse af særlig beredskabsplan som udføres af hjemmeholdet. Alt sammen noget som naturligvis kræver en større indsats en ”blot” at meddele tilbageholdelse af det ene holds fans. Det er også værd at bemærke, at der ikke i loven fremgår at det skal være udeholdets fans, der tilbageholdes.

I fremsættelsen af lovforslaget skrives (Forslag til Lov om ændring af lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder (Styrket indsats mod hooligans) (retsinformation.dk)):
” Det var i den forbindelse Rigspolitiets erfaring, at der i relation til enkelte konkrete kampe, hvor risikoen for sammenstød mellem fangrupperinger er særlig høj, kan være behov for tillige at kunne meddele påbud om forhold, som ikke ud fra en almindelig sproglig forståelse vedrører den sikkerhedsmæssige indretning af stadion, men som relaterer sig til den sikkerhedsmæssige afvikling, herunder brug af videoovervågningsudstyr på stadionområdet og påbud om anvendelse af tilstrækkeligt antal kontrollører.”

Kommentar fra Brøndby Support:

Det vil sige, det er også muligt at kræve øgede sikkerhedstiltag fra klubberne, det kan være afspærringer, som vi kender fra Derby eller flere kontrollører end fastsat i licenskrav.

Dernæst fremgår følgende:
”Politiet på baggrund af de foreliggende oplysninger vurderer, at afviklingen af begivenheden indebærer en særlig risiko for, at der opstår uroligheder forårsaget af tilskuere eller andre, og at der kan peges på konkrete forhold i relation til den sikkerhedsmæssige afvikling af begivenheden, som kan forbedres”.

Der skal endvidere foretages en selvstændig, konkret vurdering af, om de foranstaltninger, som påbuddet indebærer, vil bidrage til at mindske risikoen for, at der opstår uroligheder. Der skal tillige foretages en proportionalitetsvurdering, herunder i lyset af de omkostninger, som en efterkommelse af påbuddet vil påføre den pågældende arrangør.

Kommentar fra Brøndby Support:

Det vil sige, at der skal være en særlig risiko og konkrete forhold i relation til den sikkerhedsmæssige afvikling, samt være proportionalitet i kravene til klubben, det mener vi også bør gøre sig gældende i forhold til tilbageholdelse af fans. 

I afsnittet om betingelser for meddelelse af påbud fremgår følgende:

“Det vil være en betingelse for at meddele et påbud efter den foreslåede bestemmelse, at der foreligger en særlig risiko for uroligheder forårsaget af tilskuere eller andre”.

“Hvorvidt der foreligger en særlig risiko for uroligheder forårsaget af tilskuere eller andre, vil bero på en konkret vurdering. Der vil i den forbindelse kunne lægges vægt på politiets generelle viden om de implicerede klubber og deres fangrupperinger samt hidtidige erfaringer fra kampe mellem de implicerede klubber, herunder om der foreligger en rivalitet mellem fangrupperingerne til de pågældende klubber, der tidligere har givet anledning til uroligheder. Der vil også kunne lægges vægt på eventuelle konkrete efterretninger, som politiet er i besiddelse af, der vedrører den konkrete kamp”.

“Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor politiet op til en bestemt idrætsbegivenhed modtager konkrete efterretninger om, at fangrupperinger har planlagt en voldelig konfrontation efter kampen, at der er tale om en bestemt idrætsbegivenhed, som erfaringsmæssigt giver anledning til uroligheder som følge af fjendskabet mellem de to holds fangrupperinger, eller konkrete erfaringer med, at tilskuere søger ud fra stadion i forbindelse med afslutningen af en kamp for at søge at komme i slagsmål med tilskuere fra det andet hold”.

Videre fremgår:

“Det vil være en forudsætning, at det politifagligt vurderes, at tilbageholdelsen konkret vil bidrage til at afværge risikoen, og at samme virkning ikke vil kunne opnås med mindre indgribende midler”.

Kommentar fra Brøndby Support:

Det er vores vurdering at betingelserne for påbud ikke er opfyldt i det at kampene mellem Brøndby og AGF frem til denne kamp ikke har været kategoriseret som høj-risiko. En eventuel rivalitet ligger mange år tilbage, og de seneste mange kampe har været uden større hændelser. Vi er bekendt med at der var en enkeltstående episode rettet mod en enkelt fanbus, men at størstedelen af de fans der deltog til kampen d. 6. november intet bemærkede. Det ligeledes vores vurdering at samme virkning ville kunne opnås af mindre indgribende midler, ligeledes har andre tiltag ikke været sat i værk førend man tog fat i det mest vidtrækkende tiltag for at forhindre episoder og sammenstød ved denne kamp.

Det er tværtimod til stærk gene og voldsomt indgribende for de medrejsende Brøndbyfans, som efter billetsalget er påbegyndt og transport er arrangeret bliver pålagt dette. Tilbageholdelsen betyder bl.a. at de fans som har arrangeret transport med toget i yderste konsekvens, har 13 minutter til at nå deres planlagte tog. En afgang som ville betyde en acceptabel hjemkomst kl. 01:01, den følgende afgang vil medføre togbus og hjemkomst kl. 04:28.

I lovforslaget fremgår:

“Det forudsættes, at afgørelsen om påbud som udgangspunkt vil skulle træffes senest i forbindelse med, at billetsalget til den pågældende idrætsbegivenhed starter. Et påbud vil dog kunne meddeles på et senere tidspunkt, såfremt politiet først efter igangsættelse af billetsalget er kommet i besiddelse af konkrete efterretninger om uroligheder”.

Skrevet af

Spred ordet