Tirsdag d. 31. Januar tog tre repræsentanter fra Brøndby Support til møde med indsatsleder Michael Kristiansen. Formålet var at åbne dialogen om politiets indsats i efterårets kampe, samt at se fremad mod kampene i 2012. Der var ikke nogen fast dagsorden og ordet var frit.
Især kampen mod FC København lørdag d. 24. september 2011 var i fokus fra vores side, da vi her så, at der i vores øjne, var begået en række fejl fra politiets side, som vores medlemmer og medfans i høj grad fik at mærke. Vi fik mulighed for at give kritikken og vores syn på sagen direkte Michael Kristiansen, som tog imod vores meget åbenmundede kritik. Vi havde især fokus på episoderne omkring kunstgræsbanen samt i Hytten efter kampen, i særdeleshed episoden et par timer efter kampen, hvor en del af vores medlemmer, der var i Hytten følte, at der blev faret alt for voldsomt frem fra politiets side.
Vi følte, at der blev taget imod kritikken, ligesom Michael Kristiansen indrømmede, at der til denne kamp var blevet begået fejl og at de bestemt havde taget ved lære af dem. Vi understregede overfor ham, at vi meget nødigt ser dette ske igen, samt kom med input til, hvorledes en lignende situation kunne løses bedre i fremtiden, så vi undgår at 40 betjente med hjelme langs siden kommer ind i Hytten på en lignende måde en anden gang. Her var Michael Kristiansen lydhør over for vores input, og ville meget gerne undgå en lignende situation. Der blev derfor også igangsat tiltag, for at få en øget dialog på kampdagen mellem Politiet og Brøndby Supports ansvarlige folk i Hytten.
Michael Kristensen fortalte, at de havde en strategisk hensigt om at der skulle være øget fokus på at Politiet skulle have dialog-kasketten på, samt at det var et vigtigt mål, at den almene fan skulle have en god oplevelse med at gå til en fodboldkamp.
Bubblekampene, som den tvungne bustransport også kaldes, blev ligeledes vendt. Her fik vi mulighed for at udtrykke vores utilfredshed med tiltaget. Herunder det faktum, at vi tvinges til noget, og ikke selv har det frie valg for transport mulighed til disse kampe. I forlængelse heraf fik vi givet vores input til, hvor vi mener det tidligere er gået galt i vores march til Parken, samt givet forslag til, hvorledes man i fremtiden kan slippe af med bubblekampe, men stadig mindske ballade i gaderne. Disse forslag vil vi i den nærmeste fremtid sætte os ned og få skrevet ned på papir og aflevere til klubben og til politiet. Det kan dog nævnes, at Michael Kristensen på ingen måde tog det som en succes for bubble-konceptet, at der blot var en bus med fck fans til kampen i november. Som han sagde det, så ville det først være en succes, hvis langt de fleste fans deltog og man kunne se, at det var med til at nedbringe ballade i gaderne.
Vi gik meget positive fra mødet og det vil bestemt ikke blive det sidste møde, som vi holder.
Brøndby Support