Referat fra generalforsamlingen 2024

Torsdag d. 4. april afholdt vi ordinær generalforsamling i Hytten. Nedenfor kan du læse referatet.

DAGSORDEN:
1. Valg af dirigent
2. Valg af referent og stemmetællere.
3. Bestyrelsens beretning til godkendelse
4. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse.
5. Indkomne forslag
6. Godkendelse af budget for det kommende år, herunder fastsættelse af kontingent.
7. Valg
a. Valg til bestyrelsen (jvf. §11)
b. Valg af revisor.
8. Eventuelt

REFERAT:

Fremmødte: 30 stemmeberettigede

1. Valg af dirigent
Bestyrelsen indstiller Niels-Henrik Hansen som dirigent.
Niels-Henrik er valgt.

NHH konstaterer at generalforsamlingen er lovligt indkaldt.


2 Valg af Referent og Stemmetællere

Stemmetællere vælges senere, hvis det er nødvendigt.
Bestyrelsen indstiller Sofie Jamrath som referent. Sofie er valgt

3 Bestyrelsens beretning

Formand Sarah Agerklint fremlægger bestyrelsens beretning:

Intet år i Brøndby er helt som det sidste, og når jeg har kigget tilbage på de seneste beretninger har hvert år haft sit eget særpræg. Således føles det som om at 2023 ikke har været meget anderledes, dog en smule mindre dramatisk og så alligevel.

Foråret var præget af stemningsboykot fra de aktive, og debatterne på de sociale medier fans imellem var ikke altid kønne eller respektfyldte. Foråret viste i høj grad, hvor skrøbeligt et fællesskab kan være og hvor nemt det er at skabe splittelse.

For mange var fokus på værdiaftalen, som Fanafdelingen kæmpede i forhandlingslokaler med, og mange havde nok håbet at vi kunne gå direkte tilbage til hvor vi slap i sommeren 2022, og fællesskabet ville være helet. Men vi må også erkende, at det er en længere proces og vi er langt fra i mål.

De stemningsaktive valgte sammen med klubben at aktivere en plan, der har ligget i skuffen, for at gøre hele Sydsiden til stemningstribune og dermed flyttede Alpha op på Øvre afsnit.

Det har givet mange udfordringer og har ramt mange faste sæsonkortholdere. Det har dog også været et nødvendigt træk for at begynde helingsprocessen, og samtidig håber og tror vi alle, at det kan være med til at re-etablere Sydsiden som den stemningstribune vi er så kendt for.

Det har samtidig også givet plads til nye kræfter, og vi var derfor ude i sommers at efterlyse en gruppe, som havde lyst til at være med til at skabe stemningen på nedre og hjælpe med at bygge bro imellem øvre og nedre. Vi var derfor meget glade, da Anders rakte ud og fortalte at de var en gruppe, der havde gået med planer om at skabe en stemningsgruppe.

Peter og jeg tog hurtigt et møde med gruppen og bestyrelsen valgte hurtigt at bakke op om dem. De kommer med et ydmygt udgangspunkt til opgaven med respekt for tribunen og de der er kommet før dem.

Det er også tydeligt her, at det er en proces at få hanket op i Sydsiden Nedre efter mange af de faste stemningskræfter har søgt på øvre, men det er en vigtig og nødvendig proces, hvis Brøndby skal fastholde sin status som en stærk og vokal fankultur, hvor Brøndby Stadion er et fort med en lydmur i den ene ende, som kan bæres videre til de øvre tribuner.

Dette afkræver respekt at stille sig op i et capo-tårn og fortsætte med at kæmpe for at få stemningen op på tidligere tiders niveauer og måske på sigt løfte det også.

Mens fanafdelingen brugte foråret på en værdiaftale, havde vi fokus på at markere fanklubbens 30 års jubiluæm med en særlig merchandise linje, kampdagsfejring og en særlig fest.
Selvom vi havde håbet på mange flere deltagere til festen, så er vi ikke i tvivl om at de der mødte op, havde en fantastisk fest.

Vores merchandise udvalg er blomstret op, og det er lige før vi har måtte bede udvalget tage en puster i ny og næ, men de har givet den gas og søsat en masse nye tiltag, nye designs og nye produkter. I efteråret lancerede de en Adventskalender i 3 størrelser, som alle var udsolgt inden for 24 timer. Det er fantastisk stærkt gået. Tak for indsatsen og jeg ser personligt frem til at se hvad de finder på næste gang.

Efter et langt tilløb valgte vi i efteråret 2022 at udskifte vores medlemssystem. Det havde mange årsager, vi savnede fleksibilitet og tidssvarende muligheder og løsninger, samtidig ønskede udvikleren af løsningen at stoppe supporten. Derfor gik vi over til MentoClub. Det har dog vist sig at vi igennem årene har haft utrolig dårlig data på vores medlemmer. Samtidig viste det sig, at være en dårlig timing, da Peter blev overfaldet 1 måned efter vi for alvor gik i luften. Derfor har vi i 2023 skulle finde tilbage til, hvordan vi udnytter systemets muligheder bedst muligt. I det store hele er vi i hverdagen meget tilfredse med mentoclub, og den support vi får fra leverandøren.

Men vores dårlige medlemsdata har også betydet at rigtigt mange af vores medlemmer ikke har betalt kontingent siden vi overgik til mentoclub. Det skyldes at vi ikke længere har PBS betaling, men udelukkende med kreditkort. Når vi samtidig ikke har korrekte adresser, mails eller telefonnumre på mange gamle medlemmer, så bliver det en anelse op af bakke.
Vi havde derfor 4 ringeaftenener i løbet af 2023. En enkelt i foråret og 3 i efteråret, hvor vi forsøgte at få fat i alle de medlemmer der ikke har betalt. Vi fik fat i mange, men desværre langt fra alle.
Derfor er vi nu gået i gang med at melde medlemmer ud af systemet, da vi samtidig betaler per medlem i systemet.
Hvor mange medlemmer det vil betyde, at vi mister har vi ikke det fulde overblik over nu. Vi kan dog samtidig glædes over, at med introduktionen af fanscoren og bonusscore som medlem af Brøndby Support har vi oplevet en tilstrømning af nye medlemmer. Perioden lige efter introduktionen bød på 350 nye medlemmer.

Efteråret havde udover fokus på at kontakte medlemmer med at få styr på vores IT efter vi desværre konstaterede at vi havde været udsat for et hacker-angreb på vores servere. Vi brugte stor tid på at flytte vores hjemmeside og SSO, mens vi forsøgte at begrænse angrebet og få adgang til vores servere. Desværre er vi ikke i mål, da vi fortsat er afskåret fra dele af serverne – delvist pga langsom svartid fra leverandør og pga manglende adgange til IT-resourcer.

I sommeren 2022 nedsatte daværende justitsminister et ekspertudvalg, som skulle komme med anbefalinger for at gøre fodbolden mere sikkert. Vi har deltaget i arbejdet hele vejen. Eksperudvalget overgik i 2023 til et dialogforum med de samme deltagere med det formål at mødes min. Hvert halve år og omsætte anbefalingerne til praksis, samt sikre vi har et rum, hvor vi løbende kan vende udfordringer. Det arbejdet har bl.a. udmøntet sig i en ny praksis omkring afvikling af derby (eller rettere høj-risiko kampe). Det indebærer at vi, FCKFC, klubbernes sikkerhedschefer samt politiet afholder formøder, hvor planerne for dagen gennemgåes, samt et efterfølgende evalueringsmøde. Disse møder havde stor betydning for de fredelige afviklinger af Derbys på Brøndby Stadion, hvor samarbejdet og dialogen fungerede til UG.

Desværre kan vi ikke helt sige det samme om afviklingen af det første Derby i Parken i det nye format med tilbageholdelse og formøde. Vi blev mødt af en tilgang om at det havde de styr på, og selv de små pointer vi kom med blev tildels affejet. Som vi alle ved blev afviklingen ingenlunde fredelig og mange fredelige fans blev fanget midt i kaos primært drevet af et meget voldsomt politi.

Vi var straks i dialog med FCKFC og DFF og alle parter var enige om at vi blev nødt til at indsamle informationer og efterretninger, således at vi kunne få et grundigt overblik over hændelserne på dagen og være forberedt til et evalueringsmøde, som vi forventede var lige rundt om hjørnet. Desværre blev mødet udskudt til kort før jul pga sikkerhedschef Mickel Lauritsens alt for tidlige død få dage før det planlagte møde.
Til evalueringsmødet blev vi dog mødt af en helt anden attitude fra politiet end vi havde forventet. Vi kom kampklare til mødet, og blev med det samme mødt af et politi der lagde sig fladt ned og erkendte at de havde begået meget grove fejl, som ledte til de scener vi så efter kampen.

Hele forløbet har vist vigtigheden og værdien i dialogen og samarbejdet imellem alle parter, og undervejs har vi fået et rigtigt godt samarbejde op af køre med FCKFC. Som fanklubber har vi i høj grad samme udgangspunkt og holdninger og de samme kampe vi kæmper. Vi skal ikke undervurdere værdien i at to så store og toneangivende fanklubber står sammen, når omverdenen forventer at vi ikke kan befinde os i samme lokale.
Det viser også vigtigheden i det arbejde der ofte foregår i kulissen, som de færreste ser, men som kan gøre så stor forskel for de mange fans, der følger Brøndby rundt i landet.

Inden jeg har opbrugt alt min taletid, vil jeg kort berøre Mickel Lauritsen vores tidligere sikkerhedschef. Mickel startede som civil betjent og påtog sig selv i sin tid at have en dialog med os i Brøndby Support og ikke kun fokusere på de uofficielle. Han havde en oprigtig interesse i at styrke os og høre om vores udfordringer, selv som almindelig betjent. Da Mickel kom til klubben som Sikkerhedschef satte han fra starten et stort aftryk. Vi har fra starten haft et godt samarbejde med Mickel, som gik respektfuldt til opgaven og brugte dialogen som sit vigtigste værktøj.

De af os som har arbejdet med fanpolitik og sikkerhed sammen med klubben var dybt berørte af Mickels alt for tidlige afgang. Vi, fanmiljøet, klubben og dansk fodbold skylder Mickel en stor tak for hans store arbejde inden for sikkerhedsområdet.
Æret være Mickels minde.

Slutteligt vil jeg takke alle vores frivillige og bestyrelsen for det store stykke arbejde de løfter året rundt.
Tak.
——
Spørgsmål:
Spm fra medlem: Ubetalte medlemskaber, forventer man folk betaler ud af de ca 1500 passive medlemmer?
svar: Det er primært folk med lave medlemsnumre man har prioriteret ikke at smide ud endnu.

Beretningen er godkendt.

4 Forelæggelse af regnskab
Omsætning ca. 2,07 mio
Omkostninger 2,22 mio
Resultat – 144.326 kr.
Hytten og griillen 236.000 kr (+24.000 i forhold til sidste år)
Bus –12.000 kr.
Merchandise +61.000 kr. (fordobling fra 2022 til 2023)
——–
Spm fra medlem: spørger til revisoranmærkningen vedr moms.
Svar: Da der har været generel travlhed i 2023, har vi valgt at udsætte det.

5 Indkomne forslag
Ingen forslag modtaget.

6 Godkendelse af budget
Omsætning ca. 2,1 mio.
Omkostninger ca. 2,2 mio.
Resultat -98.160

Kontingent 2024:
Nuværende: BS: 175 kr., kombi: 190 kr.
Forslag til nye kontingent priser + nye medlemsskaber:
BS: 190 kr. (18 kr./måned)
Kombi 240 kr. (22 kr./måned)
Women 50 kr.
BS+Women 225 kr. (21 kr./måned)
Kombi+women 275 kr. (25 kr./måned)

Brøndby tifo 100.000 kr. Fastholdes af princip.

Spørgsmål til kontingenter:
Kommentar: Er mindst 10 år siden det er steget sidst.
Spm fra medlem: Hvorfor sættes den ikke til 200 kr.? For at alle kan være med og så er det lidt psykologisk at det ikke er runde tal under 20 kr. om måneden.

Spm fra medlem: Som women medlem giver det samme fordele med busture?
Svar: Kun til kvindernes bus

Spørgsmål til U18 medlemsskaber
Svar: Vi kigger på det, men ønsker et ordentligt tilbud først.

Folk der har oprettet månedsmedlemsskaber, man mister sine fanscore bonus point hvis man melder sig ud. Vi arbejder på en løsning.

Spm fra medlem: Hvorfor en separat fanklub til Brøndby women?
sva: Det bliver mere et udvalgt inde under BS.

De nye kontingent satser bliver vedtaget.

7 Valg
7.1 Valg til bestyrelsen
7.1.1 Valg af Næstformand
Morten Nielsen genopstiller, ingen modkandidater. Morten er dermed valgt.

7.1.2 Valg af Kasserer
Jette Schiewitz genopstiller, ingen modkandidater. Jette er dermed valgt.

7.1.3 2-årig bestyrelsesmedlem
7.1.3.1 2 årige bestyrelsesmedlem – 2 årig periode
Frederik Frohn genopstiller.
Henrik Andersen genopstiller ikke.
Plus der er en 2-årig plads med 1 år tilbage.

Nye kandidater:
Andreas Emil Eggersen, Tobias Aabjerg og Anders Kjeldgaard opstiller til de 2-årige poster.
Alle vælger også at stille op til en 1-årig post hvis de ikke vælges til en 2-årig.
Spørgsmål til Tobias ifht. Engagementet i kvindefodbolden, ønsker at favner bredere og måske fange folk som nye medlemmer der ikke kommer på stadion normalt.

Stemmeoptælling:
Frederik: 13
Andreas: 16
Tobias: 13
Anders: 18

Andreas og Anders er valgt til de 2 2-årige pladser.

7.1.3.2 2 årig bestyrelsesmedlem – 1 årig periode
Da et bestyrelsesmedlem har valgt at træde ud midt i perioden, er denne plads valg separat.

Simon vælger at stille op til den 2-årige post med 1 år tilbage. Frederik Frohn og Tobias er også kandidater.

Stemmeoptælling:
Frederik: 11
Tobias 7
Simon 12

Simon er valgt.

7.1.4 1-årig bestyrelsesmedlem
Camilla Maagesø genopstiller.
Tobias, Frederik, Camilla er kandidater.

Stemmeoptælling
Tobias: 17
Frederik: 18
Camilla: 19

Frederik og Camilla er valgt.

7.2 Valg af Revisor
Bestyrelsen indstiller Albjerg revision. Valgt.

8 Eventuelt
Medlem:  Kommer der en offentlig udmelding fra BS og Fckfc omkring håndteringen fra politiet.
Svar: Vi er lidt tilbageholdende i forhold til at der har været lidt mindre episoder, men slet ikke i samme stil som sidste derby i Parken.

Medlem: Mener ikke der er nogen grund til at rose politiet for at gøre deres arbejde.
Info fra bestyrelsen: Vi har møde med politiet og andre parter på onsdag.

Niels-Henrik afrunder som dirigent og Sarah får sidste ord.
Hun takker for fremmødet, tak til de afgående fra bestyrelsen og dem der er valgt ind i bestyrelsen.

Skrevet af

Spred ordet