Sidste hjemmekamp i EL: Dagens ret, happy hour og hygge i Hytten

På torsdag gælder det sidste hjemmekamp i Europa League Gruppespillet, når gruppens førerhold kommer på besøg på et godt fyldt Vilfort Park. Vi skal fra tribunerne gøre vores til at føre drengene frem til en sejr, så vi håber, at du er klar til at give den fuld gas for Brøndby IF – uanset hvilken tribune du måtte befinde dig på!

Hytten åbner denne dag kl. 17:00, og i den første time kan der købes fadøl og Somersby til blot 20 kr. og sodavand for blot 10 kr. (30 kr. og 15 kr. for ikke-medlemmer).

Efter kampen holdes der åbent til kl. 24.00.

Vær opmærksom på, at Lyons fans bruger Brøndbyøster Station både før og efter kampen.

Foto: Robert Hendel

Særlige Covid-19 restriktioner

Vi overholder selvfølgelig de gældende Covid-19 restriktioner. Der skal derfor fremvises et gyldigt Corona-pas ved køb eller ophold INDENDØRS. Vi ved godt, at alle der kommer med meget stor sandsynlighed har et Corona-pas, da det skal fremvises i indgangen til stadion, men vi skal tjekke dette alligevel, hvis du går indenfor.

Det vil være muligt at vælge imellem både stå- og siddepladser UDENDØRS på Hyttens grund uden fremvisning af Corona-pas.

Der vil selvfølgelig være adgang til toiletter (indgang via indgangsdøren og udgang via udgangsdøren) samt til pissoiret i Hytten.

Husk afspritning!

Hytten er åben før og efter kampen

Der vil denne dag være følgende 2 barer, hvor du vil kunne købe fadøl, Somersby og sodavand:

Inde-baren (sidste udskænkning kl. 20.00)

  • Indgang via indgangsdøren til højre
  • Der skal vises Corona-pas ved køb i inde-baren
  • Bestilling ved kassen
  • Udlevering ved ølhanerne
  • Udgang via udgangsdøren til højre
  • Salg af merchandise

Grillen (sidste udskænkning kl. 19.45 – mad kl. 19:30)

  • Indgang fra venstre
  • Bestilling ved kassen
  • Udlevering ved ølhanerne
  • Gå mod højre efter udlevering

Før kampen kan du i Grillen desuden købe dagens ret (Millionbøf m/kartoffelmos) for 65 kr / 4 klip på et klippekort. Du kunne også kunne købe toast eller pommes frites denne dag.

Frivillige Brøndbyfans i barerne

Husk, at dem der betjener dig i barerne og i Grillen alle er frivillige medfans, der gør alt hvad de kan for at give dig en god oplevelse i Hytten. Det er også årsagen til, at du ikke kan komme ind i Hytten 30 min før kampstart og handle – vi skal også på stadion og støtte drengene som alle andre.

Vi kan altid bruge flere frivillige, så skulle du have lyst til at blive frivillig – enten i Hytten, på busturene, i merch-udvalget eller andet, så skriv en mail til os på frivillig@bif-support.dk eller kom forbi Hytten til en snak (når der ikke er allermest travlt).

Foto: Robert Hendel

Salg af Brøndby Support merchandise

Vi tilbyder selvfølgelig, at du kan blive klædt på i de rigtige farver. Du kan således købe  diverse Brøndby Support merchandise i Hytten før og efter kampen.

Du kan bl.a. købe vores nye “Brøndby I Europa” linje med Hoodie (350,- kr.), T-shirt (150,- kr) og mulepose (50 kr).

Der er pt. 30% på hele linjen.

Du kan se meget mere om Brøndby Supports merchandise HER.

Hytten – hvor Brøndbyfans mødes

Hytten er stedet hvor Brøndbyfans mødes. Her kan der hygges og lades op og ned sammen med andre Brøndbyfans. Priserne er yderst fornuftige, og i barerne og i Grillen bliver du mødt af frivillige og engagerede medfans, som vil gøre deres til, at dit besøg i Hytten bliver helt i top.

Både medlemmer og ikke-medlemmer er velkomne i Hytten før og efter kampen.

Udvalget i Hytten

I Hytten kan du købe Carlsberg, Tuborg Classic, Carlsberg 1883, Guld Tuborg samt Nordic. Vi har Somersby Apple og Blackberry samt diverse sodavand og kildevand. Du kan læse mere om Hytten og diverse priser HER.

Vi glæder os til at se dig i Hytten!

Skrevet af

Spred ordet