FC Nordsjælland fravælger fællesskabet

Når FC Nordsjælland og Brøndby skal mødes i næste weekend, bliver det formentligt uden Brøndby-fans i udeholdets fanafsnit på grund af en simpel principsag.

Det ærgrer vi os over i Brøndby Support.

Ligesom FC Nordsjælland ønsker vi en positiv fanoplevelse. Derfor kan det undre, at klubben fra Farum ikke ønsker at imødekomme nogle simple sikkerhedskrav fra Brøndby IF til hjemmeholdets udebaneafsnit.

For at undgå en større bøderegn på grund af indberetninger for tilskueradfærd, stillede Brøndby IF i foråret netop en række krav til de udebaneafsnit, som Brøndby IF i fremtiden ville besøge.

Hvis de krav ikke blev imødekommet, ville Brøndby frasige sig udebaneafsnittet.

Samtlige seks klubber, som Brøndby IF har besøgt siden, har valgt at være med til at forbedre sikkerheden omkring afvikling af fodboldkampe i Superligaen.

Usolidarisk
I næste weekend gælder det så en udekamp mod FC Nordsjælland på Farum Park. I modsætning til de øvrige klubber har FC Nordsjælland valgt ikke at ville sætte et net op foran udebaneafsnittet.

Det betyder nu, at Brøndby IF frasiger sig udebaneafsnittet, fordi man fra Brøndby IF’s side ikke ønsker at varetage et objektive ansvar, når Brøndby IF’s til forholdene i udebaneafsnittet ikke er opfyldt.

Dog kan Brøndby IF ikke tage denne beslutning ifølge Divisionsforeningen. Det betyder derfor at Brøndby IF alligevel står med ansvaret, selvom man ikke ønsker at benytte afsnittet. Derfor har FC Nordsjælland sat billetter til salg alligevel.

FC Nordsjællands ageren i denne sag virker mest af alt som en principsag, og vi har svært ved at se, hvad FC Nordsjælland vil opnå ved ikke at bakke op om disse tiltag – som den på nuværende tidspunkt eneste klub i øvrigt.

Brøndby-besøg betyder flere indtægter
Når FC Nordsjælland og Brøndby IF mødes i Farum, har der til de foregående 21 opgør været 7702 tilskuere i gennemsnit. FC Nordsjællands gennemsnit på Farum Park ligger i denne sæson på sølle 3081.

Med den meromsætning, som et opgør mod Brøndby IF genererer, kan man derfor undre sig over, at FC Nordsjælland tilsyneladende ikke har råd til et net foran udebaneafsnittet.

Pengene bør de kunne finde – og de har kendt til Brøndby IF’s krav siden april.

Hvad den virkelige undskyldning er i FC Nordsjælland, kan man derfor kun gisne om.

Hvad blev der af det gode samarbejde?
“Vores anden hjemmebane” er en typisk betegnelse, der bliver brugt om Farum Park blandt Brøndbyfans.

Det skyldes blandt andet, at FC Nordsjælland normalt går forrest med positive tiltag som “good hosting”, aktiviteter før kampen og lignende.

Det er derfor ekstra beklageligt, at FC Nordsjælland nu er den eneste klub som vælger at gå via Divisionsforeningen for at kunne byde Brøndby-fans velkommen på stadion – formentligt på grund af en principsag.

Vi opfordrer ledelsen i FC Nordsjælland til at tænke sig om en ekstra gang og vende tilbage til den gode dialog fra tidligere og det fantastiske samarbejde, der tidligere har været.

Brøndby Support ønsker en god oplevelse for alle fans. Vi håber derfor, at man i FC Nordsjælland kommer til fornuft inden kampen på næste søndag. Som konsekvens af den urimelige håndtering af uoverensstemmelserne har vi i Brøndby Support valgt at aflyse busturen til Farum Park.

Vi opfordrer derfor klubben fra Farum til i fællesskab med Brøndby IF af en løsning på plads – for sikkerheden, fansenes og ikke mindst Superligaens skyld.

Skrevet af

Spred ordet