Visitation ved stadion: Hvor går din grænse?

I foråret sætter samtlige fanklubber fokus på visitationen foran indgangen til udebane-afsnittene i Superligaen.

Du har måske prøvet det. At blive blive befamlet på intime områder under kropsvisiteringen, inden du skal til bold.

Den intensive jagt på især ulovlig pyroteknik har medført en meget grundig visitering af specielt udeholdets fans, når de skal ind på de danske fodboldstadioner.

For mange fans – især kvinder og børn – kan visisteringen imidlertid føles ret så grænseoverskridende, når kontrollen går rigtigt tæt på.

Er det overhovedet et problem?

Som vi tidligere har fortalt, findes der ikke noget materiale, der viser, hvor meget pyroteknik der reelt beslaglægges som følge af denne til tider lidt for grundige visitering. Og derfor vil nogen mene, at der ikke er noget belæg for denne form for visitering.

Derfor ønsker Brøndby Support i samarbejde med de andre medlemmer af Danske Fodbold Fanklubber (DFF) at få belyst problemets omfang.

Og til det har vi brug for din hjælp.

Har du oplevet noget i dette forår allerede, hører vi gerne fra dig. Det samme gælder, hvis du i dette forår oplever manglende kvindeligt personale og/eller grænseoverskridende visitering.

Du meget gerne sende dine oplevelser til mailto:robert@bif-support.dk?subject=visitering%20p%C3%A5%20udebane. Vi garanterer, at alle henvendelser vil blive behandlet fortroligt.

For at det hele ikke udelukkende skal have et negativt fokus, ønsker vi selvfølgelig også at høre om de positive oplevelser med visitationen. Vi ved, at de er der.

Hvorfor er det vigtigt?

Uden dine oplevelser er vores undersøgelse ikke meget værd. Ingen historie er for lille, og ingen oplevelse er ligegyldig. For formentligt er du ikke alene.

I Brøndby Support bliver vi jævnligt kontaktet med historier om grænseoverskridende visitation. Især i foråret fik vi blandt andet flere historier om, hvordan kontrollørerne foran indgangene til stadion var lige lovligt kreative i deres visitering.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at vi får oplysninger om det, der (muligvis) foregår. For ellers kan vi ikke gå videre til de respektive sikkerhedschefer med problemet.

Hvad vil I vide?

Vi skal som minimum have oplysninger om kamp-dato, stadion efterfulgt af en objektiv og sober udlægning af episoden. Har du eventuelt navn/nummer på vagten, ser vi også gerne, at du oplyser dette.

Kan du understøtte historien med navn på vidner eller decideret video, må du meget gerne sende dette med.

Husk at angive dine kontaktoplysninger tydeligt, så vi kan komme i kontakt med dig, hvis vi har brug for uddybende kommentarer eller anden information.

Hvis vi ikke får kendskab til disse sager, får vi aldrig belyst problemets reelle omfang. Og det vil være ærgerligt for både klubber og fans.

Hvad gør I med min henvendelse?

Alle de indberetninger, som vi får ind, behandler vi – som tidligere nævnt – fortroligt. De vil dog i anonymiseret form blive videregivet til repræsentanter i DFF, der samler indberetningerne fra alle fanklubberne.

Herefter vil de blive videregivet til sikkerhedscheferne på de respektive stadions, hvor der er indberetninger fra. Vi ønsker nemlig, at de også skal have en mulighed for at rette op på deres fejl.

Netop derfor er det så vigtigt, at vi får så detaljerede oplysninger om vagten som muligt, og gerne vedkommendes vagtnummer, som gerne skal fremgå tydeligt af hans eller hendes uniform.

Hvad er der sket siden seneste undersøgelse?

Resultaterne fra sidste års undersøgelse er blevet præsenteret både på Danske Fodbold Fanklubbers hjemmeside, men også overfor sikkerhedscheferne til et seminar afholdt af Divisionsforeningen.

På dette seminar opfordrede sikkerhedscheferne til, at fanklubberne gentog undersøgelsen, da også de lærer noget af vores indberetninger. Samtidigt har de interesse i at se, om der er sket en forbedring på området, ligesom vi i fanklubberne ønsker at følge udviklingen på området.

Læs mere:

Visitering på udebane: Har du oplevet problemer?

Visitering forår 2014 (eksternt link)

Resultatet af forårets fokus på visitering (eksternt link)

Skrevet af

Spred ordet