I mange år har Brøndby Tifo stået for mange store tifoer til Brøndby IF´s kampe på Brøndby Stadion samt rundt på diverse udebaner. Fra den første tifo mod Viborg FF i 1996 frem til sidste tifo mod fc københavn, har store grupper af frivillige lagt tusindvis af timer i arbejdet, der har budt på hårde halgulve, kolde tribuner, restriktioner, blod, sved og tårer, for at kunne se sit værk blive udfoldet i de fantastiske få minutter, hvor alt arbejdet for alvor giver mening.
Det har været en hård kamp gennem årene, hvor især de seneste år har budt på hårde vilkår efter restriktioner fra landets sikkerhedschefer, hvilket af to omgange har betydet, at arbejdet i Brøndby Tifo er blevet nedlagt i henholdvis 2008 og 2009. Trods alt dette, tør vi godt sige, at det har været en glæde for alle involverede at kunne bidrage til det vi alle elsker: Brøndby IF. De store tifoer har været vores måde at bidrage til at spillerne på banen kan præstere i de bedste rammer. I rammer som de unge drenge på træningsbanerne ved motorvejen drømmer om at kunne spille i, og de rammer som har imponeret fodboldverdenen i Europa ved flere lejligheder.
Fans af Brøndby IF har altid kunne høste respekt omkring sig. Det var fansene af Brøndby IF og det kæmpe fællesskab og sammenhold, der var skabt i en ellers ligegyldig forstadskommune til København, der sikrede klubbens overlevelse, da det så værst ud. Vi har båret spillere, trænere og klub frem mod skyerne gennem snart tyve år. Vi er en del af Klubben!
Vi mener ikke, at vi som fans er eller bør være den altbestemmende magt i klubben, men vi kræver den anerkendelse vi fortjener. De fans der ligger på halgulve, de fans der køber merchandise, de frivillige i boderne, spillerne på banen både store og små, folkene på ledelsesgangene; Vi er alle uundværlige for klubben Brøndby IF!
Klubben har i de seneste mange år været præget af krise både på banen, men nok endnu mere på ledelsesgangen. Dette kulminerede foreløbigt med et historisk dårligt regnskab og massefyring i administrationen Til vores store skræk fandt vi i løbet af dagen ud af, at fankoordinator Patrick Vestphael var blandt de fyrede.
Patrick Vestphael blev ansat i efteråret 2010 i kølvandet på utilfredsstillende episoder med Brøndbys fans. En fankoordinator havde længe været ønsket af ledende fangrupperinger i Brøndby, og det var derfor med stor glæde at Patrick blev ansat, en person der havde stor respekt omkring sig og kunne udføre arbejdet som bindeled mellem klub og fans til fulde. Ansættelsen vakte da også begejstring hos UEFA, der udtalte at Brøndby IF var rollemodeller for hele Europa. (http://www.tipsbladet.dk/nyhed/superliga/uefa-broendby-er-europas-rollemodel)
Ansættelsen af en fankoordinator fik da også hurtigt resultater, selvom mange af disse resultater måske ikke er offentligt kendte. Forståelsen mellem fans og klub blev hurtig bedre, hvor aftalen om et sikkerhedssystem med dertilhørende fanrettigheder kom på plads. (http://brondby.com/upload/biffile_fpmb1cpjyjnge238sw8c_66131.pdf)
Udover dette blev Alpha Brøndby dybt involveret i planlægningen af en tribuneombygning efter øget sikkerhedskrav fra politiet og brandmyndigheder. Samtidig blev antallet af uheldige episoder med Brøndbys fans kraftig reduceret.
Ansættelsen af Patrick var vigtig for kontakten mellem klub og fans, og derfor er vi noget uforstående overfor, hvorfor man vælger af fyre ham. Argumentet om økonomi vil vi simpelthen ikke acceptere, da årslønnen på denne stilling ikke har betydet det store i det samlede regnskab, som forventes at byde på -35.000.000 kr. Vi vil gerne fremhæve eksemplet Armenia Bielefeld: Efter to nedrykninger på tre sæsoner, stod klubben i en situation, hvor man skulle skære 50% af udgifterne. Bielefeld valgte dog at beholde BEGGE deres fankoordinatorer, da disse blev anset som uundværlige. De stod for kontakten med fanskaren, og fanskaren var netop en uundværlig del af genrejsningen.
Fyringen af fankoordinatoren i Brøndby IF var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Ledelsen i Brøndby IF har bekendt kulør, og med fyringen af Patrick vist, at der ikke er råd til fans i Brøndby IF. Derfor har Brøndby Tifo valgt at stoppe alle aktiviteter i nærmeste fremtid. Vores arbejde har en værdi for Brøndby IF, men denne værdi kan vi ikke producere for en ledelse, der kun udnytter vores arbejde og ikke mener eller forstår, at det er værd at bruge de penge det koster at have dialog med de mange tusinder mennesker, der hver uge spytter penge i kassen.
Det ærgrer os fantastisk meget, at det er kommet til dette, men vi føler ikke længere, vi har et valg. Der må forandringer til i Brøndby IF før klubben kan komme videre. Anerkendelsen af fansenes arbejde er kun én mindre ting i det store regnskab, men det er en ting der rammer os i Brøndby Tifo – hårdt.
Med håbet om snarlig genoptagelse af vores aktiviteter, til glæde for klubben og alle Brøndbyfans.
Brøndby Tifo