Brøndby Supports første æresmedlem

Han er kendt af mange som Tromme-Peter eller Bus-Peter, men lyder i det daglige navnet Peter Nielsen, kendt og respekteret af de fleste aktive Brøndbyfans. Mange ved måske ikke at de kender ham, men hvis vi nu siger at det er herren på billedet ovenover, så har du nok set ham alligevel. Hvis ikke han har solgt dig en bustur, har du nok hørt ham tæske løs på en sagesløs tromme, skrige batterierne flade i en megafon eller måske han har instrueret dig i netop din rolle i forbindelse med en tifo. For Peter er en mand med mange talenter og et enormt engagement og han har alle dage brændt stærkere end de fleste for Brøndby IF.

Og det gør han skam endnu, brænder for Brøndby IF. Men efter mange år i Brøndby Supports tjeneste har Peter valgt at takke af og trække sig tilbage til langsiden med kone og barn. Forud er gået 15 år hvor Peter har lagt et ubeskriveligt stykke arbejde i Brøndby Support. Og selvom mange gennem tiden ligeledes har lagt sjæl og legeme i fanklubbens tjeneste, så lagde Peter bare lige dét ekstra der gør, at han på onsdagens generalforsamling blev udpeget som æresmedlem af Brøndby Support – som den første og hidtil eneste i foreningens snart 16-årige historie.

Men han har også været med på næsten hele turen, for det startede vidst nok for alvor med en bustur til Arsenal – Brøndby IF i 1994. Den kunne Peter vel nok arrangere, og som sagt så gjort. Samme år var han trådt ind i bestyrelsen, og der har han siddet lige siden. I mellemtiden er det blevet til mange bærende roller, blandt andet som bestyrer af trommer, megafoner, busser og ikke mindst Brøndby Tifo, hvor Peter Nielsen i 5 år var en utrættelig arbejdskraft, der drev Brøndby Tifo frem fra at være ingenting, til at være toppen af poppen på den nordiske tifo-scene.

Men nu er det altså slut. Peter har trukket sig tilbage til et velfortjent otium på langsiden hvor han kan udveksle røverhistorier med de mange der har krydset hans vej gennem årene. Tilbage for os er nu kun at sige tak for din indsats Peter, den har været uforlignelig. 

Skrevet af

Spred ordet