Stor søndags-optakt

MARCH & MENINGER: Så brager det snart løs, kære supporterbrødre og -søstre! Knaldet mod FCK står på søndag, og som så mange gange før er der tale om en “lille finale”, der nemt kan afgøre guldets skæbne. Her leverer vi en optakt med meninger fra spillere og fans, der kan give en ide om de følelser, der står på spil, og den betydning kampen har.

Indhold af optakten
I denne optakt kan du læse om marchen søndag eftermiddag og møde:
-Kent Nielsen
-Søren Colding
-Samuel Holmén
-Alexander Farnerud
-Peter Madsen
-En mangeårig supporter

March fra Rådhuspladsen
Brøndby Support har i samarbejde med Alpha arrangeret en fælles march fra Rådhuspladsen til Parken før kampen søndag. Mødetid på Rådhuspladsen er kl. 14.45. Her kan du føle fællesskabet i samhørighed med tusindvis andre gule og få en god opladning til kampen. Læs mere om marchen, spilleregler for opførsel samt se flotte billeder fra sidste års begivenhed her.

Kent: -Vi skal bevare coolness
Her følger en buket fodboldblomster fra Kent Nielsen plukket lige efter 3-0 over Randers torsdag aften:
“Som udgangspunkt betyder det ikke noget, at vi fører ligaen før kampen i Parken. Vi spiller ikke på et resultat, men tager derind for at få en sejr.”
“I de sidste tre og afgørende kampe kommer andre ting i spil. Vi skal bevare vores coolness.”
“Ja, vi er favoritter til titlen nu, idet vi selv kan afgøre det.”
“Vi tager til Parken med lidt mere selvsikkerhed nu, men det har FCK også, de har prøvet det her mange gange før.”
“Vores stærke defensiv skyldes ikke, at vi står mange nede bagi, men at vi har nogle defensivt dygtige spillere.”
“Anden halvleg mod Randers var noget af forårets bedste fra vores side med megen bevægelse. Michael og ‘Alex’ finder hinanden flot. Nu har vi to angribere med selvtillid og friske scoringer.”
“Det er nu, vi skal bevise, at vi har fundamentet.”

Søren Colding: -Længe siden med hadesange
Under kampen mod Randers brød Faxe Tribunen pludselig ud i et par klassikere:
FC-blod på skoen
Sov med den om natten
Den er bare rød så rød
Den er fuld af FC-blod
&
Are you watching, fff-u-c-kå-å…
De for supportere socialrealistiske sanges tekster fremkaldt et par blufærdige grin i lounge-området torsdag aften, men den tidligere Brøndby-helt Søren Colding glædede sig over genhøret med disse “krigshymner”.
“Det er sgu godt at høre de sange igen. Tænk bare, hvor længe det er siden, at supporterne har kunnet synge dem! Det har de bare ventet på, og nu er chancen dér”, mente Colding, der i dag er sponsorchef i KasiGroup.

-Holmén: -Går efter sejren
Samuel Holmén mener følgende om kampen søndag:
“Vi går efter sejren og fire points forspring. FCK spiller på deres måde og vil næppe ændre stil, selvom vi er foran dem.”

Farnerud: -Bra tryck
“Alex” Farnerud var imponeret af Faxe Tribunens hysteriske hyldest efter Randers-sejren:
“Der var virkelig knald på dernede fra, et bra tryck (svensk). Flot lydstyrke og fantastisk opbakning, som alle spillere bare sætter vildt pris på.”

Magic Madsen er drillesyg
Den rutinerede ræv Peter Magic Madsen havde et lumsk smil på torsdag aften, og den gamle dreng ville ikke have noget imod at komme ind de sidste ti minutter i Parken og lave narrestreger mod arvefjenden.
“Narhh, det kunne være cool. Jeg prøvede det jo med Mads Jørgensens langskudsmål til 1-1 nogle år siden, det var også en lille matchbold. De har jo vundet titlen herude et par gange, så det er stort at slå dem derinde, selvom intet vil være afgjort endnu”.
Og supporterne fik pudset de hadesange af, som du vel genkender fra din tidligere Brøndby-tid?
“Ja, haha. Det er kun godt, og det viser, hvor meget fansene glæder sig til søndag,” siger Madsen med et smil.

Supporteren: -Det koger indvendig
Den 36-årige supporter, Thomas Gattnar, har fuldt Brøndby siden 1982, da Michael Laudrup var en 17-årig Brøndbyknægt. Han mener følgende om kampene mod FCK:
“Det er disse kampe, der får det til at koge indvendig i én flere dage før. Jeg glæder mig til at mødes med vennerne, med flokken og bare feste igennem. Natten før er det svært at sove, adrenalinet koger, tankerne flyver, man ser billeder fra tidligere opgør på nethinden…og man vil så gerne vinde, ja, vi SKAL bare vinde! Man kan ikke overskue at tabe, for nu er vi i en situation, hvor vi selv kan afgøre det. Det skal udnyttes…”

Læs mere om marchen

Støt holdet — bliv medlem i dag

Brøndby Support er mere end en fanklub — vi er stemmen bag fanpolitikken, arrangørerne af busturer til hele landet, folkene bag Hytten og dem der holder tifo-kulturen i live på Sydsiden.

Som medlem er du med til at sikre, at vi kan blive ved. Du får adgang til rabatter på busture, prioriteret plads til events og vigtigst af alt — du er en del af fællesskabet der gør Brøndby IF’s tribuner til noget særligt.

Medlemskab starter fra kun 99 kr./år.

Flere nyheder

Mandag d. 17. august kommer Sønderjyske på besøg på Vilfort Park i en kamp, der starter kl. 19.00.
Før hjemmekamp mod Viborg d. 2. august bød Brøndby Support traditionen tro velkommen til nye spillere og trænere.
Søndag den 30. august skal vi en tur til Farum for at støtte Vestegnens drenge på kunstgræsset mod FCN.

Menu