Ingen ballade – og heller ingen tilskuere

Den måtte jo komme. Og politiet kan bestemt være tilfredse efter søndagens opgør mellem Brøndby og FCK. For i modsætning til tidligere opgør var der ingen større ballade til denne kamp.

Det må skyldes tidspunktet for kampen, mener politiet. Således er politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Michael Kristiansen, citeret for følgende på sporten.dk:

– Borgerne i lokalområdet i Brøndby og Glostrup har helt sikkert mærket en effekt af fremrykningen af kamptidspunktet. Der har ikke været den hærgen, som vil ellers er vant til at se, når Brøndby og FCK mødes.

Det er ikke nogen forkert konklusion, men den er alligevel problematisk. For FCK’s fans – både den officielle fanklub og de uofficielle grupperinger – boykottede kampen i stor stil. Og derfor var præmisserne for afviklingen af kampen i søndags anderledes end ved de foregående to opgør.

En konflikt kræver som bekendt to parter. I søndags blev den ene part væk i protest, og så er det vel meget naturligt, at den tumult, som man tidligere har oplevet, udebliver? Det er naivt at tro andet. Jeg tror ikke, at kamptidspunktet har ændret på noget som helst, hvad balladen angår.

Min påstand er derfor, at havde FCK’s fans ikke arrangeret en boykot, så havde vi også set politiet på overarbejde igen i søndags.

Vi husker alle farcen omkring planlægningen af pokalkampen i sidste måned. Her blev tidspunktet først fastlagt otte dage før kampen. Man skulle dermed tro, at de implicerede parter havde lært af dette. Men nej. Vi måtte igen vente til 12 dage før kampen, før vi endeligt kunne få svar på, hvornår kampen ville blive spillet. Det er altså skandaløst, når man har kendt datoen for kampen i så lang tid, og at den har været planlagt til klokken 18 i flere måneder.

Jeg vil gå så langt som at sige, at det ikke bare er at skide på fansene, men også på tv-rettighedshaverne, der umuligt kan være tilfredse med at lægge de samme penge for et dårligere produkt.

Hvorfor kunne man ikke også fastlægge kampen i søndags, da kamptidspunktet til pokalkampen blev vedtaget? Hos politiet lægger man vagtplan fire uger forud, og ofte rykker de for en fastlæggelse af kamptidspunkt. Gælder det ikke også den anden vej?

Det har givetvis kostet nogle tilskuere, at kampen ikke er blevet fastlagt i god tid. 10.803 er godt nok ikke mange tilskuere til en kamp af den kaliber.

Det er ikke kun politiets fremrykning af kampen, som fortjener kritik. For størstedelen af FCK’s fans boykottede som bekendt kampen – med god grund.

De ville ikke tvinges til at tage busserne fra Parken og ud til Brøndby Stadion. Og det mødte forståelse blandt Brøndbyfans.

Tiltaget er besluttet af klubberne i fællesskab og skal også gælde til Brøndbys kamp mod FCK i Parken i foråret. Medmindre klubberne kommer på langt bedre tanker inden da. Man har vel lov til at håbe.

Det kan nemlig godt være, at de har succes med tiltaget i Cardiff – og sikkert også mange andre steder. Det betyder bare ikke, at det også vil blive det i Danmark til kampene mellem Brøndby og FCK. For igen er præmisserne forskellige.

I Cardiffs tilfælde spiller de ofte i andre byer, der som oftest ligger langt væk. Allerede her opstår der et problem ved ukritisk at overføre tiltaget til Københavnerderbyet. Brøndby- og FCK-fans bor op og ned ad hinanden, primært i København. Det betyder, at mange fans vil skulle på en større omvej – bare fordi de vil se en fodboldkamp.

En af mine venner bor på Østerbro – en kilometers penge fra Parken. Vil han – som det ser ud nu – til bold, når Brøndby møder FCK i Parken, så må han en tur til Brøndby før og efter kampen. Med det offentlige kan det godt tage en lille times tid hver vej – og ikke nok med det skal han lige medregne udgiften til transport også.

FCK-fansene skulle betale 100 kroner for at køre med bussen til Brøndby Stadion. Lad os antage, at min ven skal det samme. I så fald er transportudgifterne for min kammerat altså allerede oppe på næsten 200 kroner. Og med en billetpris til selve kampen på omkring 200 kroner, er prisen for at se en kamp mellem Brøndby og FCK i Parken altså lige fordoblet for min ven. Endda til en kamp, som er dyr nok i forvejen. Og så taler vi ikke om transporttiden, som er mere end firedoblet.

Er det rimeligt, at en stor del af fansene skal pålægges en ekstra udgift på grund af sikkerhedschefernes tåbelige tiltag?

De har så evigt ret, når de i klubberne påstår, at det er de få, der ødelægger det for de mange. I dette tilfælde er det sikkerhedscheferne selv, der ødelægger oplevelsen for en del mennesker – og for klubberne selv, når tilhængerne boykotter kampene. For når vi når til foråret, er der ingen grund til at tro, at Brøndbys fans ikke også boykotter et tiltag, der er så tåbeligt.

Og så er det nemt bagefter at konkludere, at tiltaget er en stor succes:

For når der ingen tilskuere er, så er der jo heller ingen ballade.

Støt holdet — bliv medlem i dag

Brøndby Support er mere end en fanklub — vi er stemmen bag fanpolitikken, arrangørerne af busturer til hele landet, folkene bag Hytten og dem der holder tifo-kulturen i live på Sydsiden.

Som medlem er du med til at sikre, at vi kan blive ved. Du får adgang til rabatter på busture, prioriteret plads til events og vigtigst af alt — du er en del af fællesskabet der gør Brøndby IF’s tribuner til noget særligt.

Medlemskab starter fra kun 99 kr./år.

Flere nyheder

Mandag d. 17. august kommer Sønderjyske på besøg på Vilfort Park i en kamp, der starter kl. 19.00.
Før hjemmekamp mod Viborg d. 2. august bød Brøndby Support traditionen tro velkommen til nye spillere og trænere.
Søndag den 30. august skal vi en tur til Farum for at støtte Vestegnens drenge på kunstgræsset mod FCN.

Menu