Fuld opbakning til Brøndby IF og klar afstandstagen til vold

I torsdags var der Pokalfinale på Brøndby Stadion, hvor FC Midtjylland slog OB efter forlænget spilletid og straffespark.

Brøndby IF er med dette resultat sikret at skulle spille europæisk efter sommerferien uden at skulle spille den tåbelige kvalkamp mellem nr. 4 og 7 i Superligaen om europæisk adgang.

Selvom det selvfølgelig var en lidt mærkelig følelse, at skulle se andre fans på “vores” stadion – og særligt på Sydsiden, så er det jo en del af gamet. Og når vores eget hold desværre ikke formåede at komme i finalen, så kan det jo ikke være anderledes.

Vi bifaler, at Brøndby Stadion blev brugt til en Pokalfinale, og at det ellers så faste, men yderst konkurrenceforvridende, valg af Parken blev udfordret, som det ellers kun har været få gange.

Brøndby Stadion kan så meget, og det beviste Brøndby IF i stor stil i torsdags, og det burde stå højt på listen over stadions til fremtiddige Pokalfinaler.

Desværre var der enkelte episoder, hvor fans fra OB og FCM på deres vej til og fra Brøndby Stadion har oplevet ting, der ligger meget, meget langt fra det en pokalfinaledag bør være – en hel dag fyldt med forventninger, spænding og kæmpe opbakning til ens eget hold.

Vi tager kraftigt afstand fra de handlinger, som Brøndby IF beskriver i deres udmelding og bakker selvfølgelig klubben op i denne.

Skrevet af

Spred ordet