Der er i dag trukket lod til den sidste EL-kamp før gruppespillet og Brøndby skal møde PAOK fra Grækenland.
Brøndby Support arbejder med at arrangere tur til udekampen torsdag d. 20. august med et chartret fly.
At chartre et helt fly kun til os, tager lidt længere tid end hvis det “blot” var en bustur. Vi håber på, at kunne få en indikator på prisniveauet i løbet af fredag/lørdag, og så have en tur klar til salg i starten af næste uge.
1. prioriteten er en tur ud og hjem på selve kampdagen, så man flyver ud om morgenen, har tid i byen før kampen og flyver hjem lige efter kampen, men der arbejdes også på en løsning med en enkelt overnatning dagen før kampen.
Der vil komme mere info i denne artikel, så snart der er yderligere information om turen.
—
Update 8/8 kl. 16.40:
Priserne er desværre også denne gang højt oppe, men vi fornemmer, at interessen for at komme af sted er ret stor.
Vi har fået enkelte tilbud ind, men afventer stadig flere. I mellemtiden vil vi meget gerne høre, hvad de interesserede folk helst vil have og om der er interesse nok til at fylde et helt fly (120-150 personer)
Derfor vil vi gerne bede dig om at besvare nogle få spørgsmål.
Du finder spørgeskemaet om interesse i flytur her.
—
Update 12/8 kl. 15.00:
Vi ved, at rigtigt mange er interesserede i at høre mere om en flytur til kampen i Grækenland, og at jo længere tid der går, før vi kan melde noget konkret ud, jo flere vil have købt en tur på egen hånd.
Vi er dog desværre afhængig af, at vi får den rette løsning ind – og denne gang lader det til at være en del sværere end forventet. Vi er utroligt frustrerede over ikke at kunne have noget klart, og vi rykker konstant vores forbindelser for svar, men status er desværre, at vi stadig ikke har noget konkret at komme med.
Vi har fået rigtigt mange svar ind fra spørgeskemaet, og selvom nogle herfra sikkert har fundet egne ture, så giver dette os et rigtigt godt overblik over folks ønsker og forventninger til max pris.
Uddrag af svar fra spørgeskemaet (431 svar):
Hvad vil du helst have?:
Flytur uden overnatning: 261
Flytur MED overnatning: 170
Hvad vil du max give for en tur UDEN overnatning:
>3.200 kr.: 274
3.200 kr.: 62
3.400 kr.: 45
3.600 kr.: 20
3.800 kr.: 30
Hvad vil du max give for en tur MED overnatning:
>3.600 kr.: 219
3.600 kr.: 58
3.800 kr.: 49
4.000 kr.: 75
4.200< kr.: 30
—
Update 14/8 kl. 15.00:
Vi må desværre nu smide håndklædet i ringen og konstatere, at der ikke er mulighed for, at vi kan lave en tur til kampen i Grækenland.
Vi har haft en masse muligheder i spil, men alle muligheder er nu lukkede, da de enten ikke kan lade sig gøre eller også er de så meget dyrere end folk vil betale for det.