FCM – Brøndby IF; En lukket fest?

1½ uge før kampen er det gået op for FCM, at de kan fejre guld på hjemmebane, og det vil de åbenbart fejre helt alene og har lukket festen for Brøndbyfans.

 

Lige før påske meldte Brøndby IF ud, at for at undgå flere bøder og indberetninger på udebane stiller de krav til udebaneafsnittet. Hvis de krav ikke blev fulgt, ville Brøndby frasige sig udebaneafsnittet. Allerede dengang meldte FCM direktør Hans Krabbe ud, at de allerede havde planlagt den ekstra sikkerhed Brøndby bad om, ville leve op til kravene, og udebaneafsnittet ville være åbent. Ligeledes har Brøndby IF, lige indtil i dag, været i dialog med FCM omkring salg af billetter til afsnittet og sikring af afsnittet.

Enten har FCM glemt deres rygrad i begejstringen over udsigt til guld, eller også er det kommet bag på dem, at når det går holdet godt, kommer medløberne ned fra traktorerne, ud af håndboldhallerne og op af sofaerne, og vil pludselig se fodbold på stadion. Skyldes det måske ligefrem at – på trods af et udsolgt stadion – er man bange for, at Brøndbys medrejsende fans overdøver deres nytilkomne fans til guldkampen. I hvert fald har FCM besluttet i 11. time, at de alligevel ikke vil leve op til kravene, og at Brøndbyfans dermed er uønskede til kampen 2. pinsedag.

Vi køber ikke undskyldningen med, at man ikke kan nå det. FCM har haft over 7 uger til at få det på plads, fra den dag Brøndby IF meldte ud. Det er snarere fordi, man har glemt at der skulle være plads til deres egen “rygrad” i form af samarbejdsklubber i lokalområdet. Nogen må have sovet i timen, glemt rygraden i farten, og overset muligheden for, at de andre afsnit blev solgt hurtigt.

Det er jo ingen skam at blive væk, når man er uønsket. Men vi er ærgerlige over, at vi ikke kan støtte vores hold til en kamp mod en modstander, som vil være topmotiveret. Ligeledes er vi frustrerede over FCMs dårlige stil, at de i sidste time løber fra en klar intention om at byde os velkommen, og stiller spørgsmålstegn ved motivationen.

Har du allerede købt en tur til Herning med Brøndby Support, sørger vi naturligvis for, at du får pengene refunderet. Du kan jo i stedet bruge dem på at tage med Brøndby Support på udebane til Silkeborg eller Randers, to klubber som forstår Good Hosting, og hvor Brøndbyfans er mere end velkomne.


Læs også:
Brøndby IFs udmelding om udebaneafsnittet i Herning
Brøndby Supports udmelding om udebane krav 
Info til medrejsende fans i Silkeborg

Skrevet af

Spred ordet