Ønsker AC Horsens at slå den stadionrekord?

Spred ordet

Der har formentligt aldrig før været så stor hype om en fodboldkamp på CASA Arena Horsens, som der er lige omkring dagens kamp mellem AC Horsens og Brøndby IF.

For første gang nogensinde kan AC Horsens melde udsolgt til en fodboldkamp, men det er langt fra dét, der er fokus på i Horsens.

Her har man valgt at rette skytset mod de mennesker, der er skyld i, at man i Horsens for første gang nogensinde kan lade de røde lamper lyse ved billetlugen.

Det er for tilsyneladende for dårligt at Brøndby IF’s fans kommer  og fylder AC Horsens’ stadion, når nu hjemmeholdets fans ikke selv er i stand til det.

Og i stedet for at imødekomme den store interesse, vælger AC Horsens-direktør Henrik Ravn at skyde på de folk, der rent faktisk spytter penge i hans arbejdsgivers kasse.

I dette forår var der gratis adgang i Horsens for tilskuerne til kampen mod Randers den 28. april. Ikke engang med gratis adgang lykkedes det at fylde to tredjedele af stadion.  

Jeg tvivler stærkt på, at det er interessen for AC Horsens, der gør, at der nu ikke er flere billetter tilbage. Det er nok snarere udeholdet, der trækker folk til – præcis som man har gjort i forårets øvrige udekampe, hvor stort set samtlige af Brøndbys tilskuerafsnit har fyldt helt op.

Derfor kan det undre, at AC Horsens ikke har forberedt sig på, at det også kunne blive tilfældet i sæsonens sidste kamp. Andre steder har det snildt kunnet det lade sig gøre at udvide udeholdets afsnit. 

I Odense og Aalborg har man gjort det før, når Brøndby kom på besøg – og Brøndby har haft succes med det i forbindelse med de seneste kampe mod FC København. 

Men I Horsens kan det tilsyneladende ikke lade sig gøre. Mit bud er, at man end ikke har forsøgt sig, og så er det i øvrigt langt nemmere at pege fingre ad de mange Brøndbyfans og suspendere dele af billetsalget. Og bliver der ballade i Horsens, kan direktøren smide “se, hvad vi sagde”-kortet.

Det er ikke Brøndbyfansenes skyld, at der nu er fare for, at tilskuere fra de to klubber bliver blandet. Det ansvar kan kun placeres hos AC Horsens og direktør Henrik Ravn.

Man har i Horsens haft lang tid til at forberede sig på, at der ville opstå en enorm interesse for sæsonens sidste kamp. Måske har det overhovedet ikke været i AC Horsens’ interesse, at stadion bliver fyldt til bristepunktet. 

Og det kan undre endnu mere, at mens man er i dialog med Brøndby IF om at løse udfordringerne med de mange Brøndbyfans, går i pressen og fortæller om Brøndbyfans’ manglende respekt på et tidspunkt, hvor der endnu var 30 procent af billetterne tilbage til kampen. Det er en kæmpe provokation fra AC Horsens’ side.

Endnu mere provokerende er det, at man ikke ønsker kunder på stadion, men gerne ser dem spytte penge i kassen til et fesent storskærmsarrangement bag stadion. Men indtægterne fra salg af fadøl lader åbenbart til at være mere end velkomne.

Nu er der udsolgt, og derfor kan storskærmsarrangementet vise sig at være en god ide alligevel. Men man burde have ventet med den slags tiltag, til stadion var helt udsolgt.

AC Horsens kunne også fokusere på at løse sikkerhedsudfordringerne i stedet for at himle op om, at Brøndbyfans udgør et problem.

Henrik Ravn og AC Horsens burde se på mulighederne for godt værtskab frem for at gøre det til et problem, at de får kunder i butikken.

Er man i tvivl om, hvordan det der “good hosting” foregår, kan man passende rette blikket mod eksempelvis Farum Park og DSB’s fodboldtog. Her har folk følt sig velkomne, og der er blevet talt med dem – ikke til dem.

Det samme gælder de mange værtshuse i landets superliga-byer, der hellere end gerne lægger lokaler til de besøgende Brøndbyfans. Her kunne udskænkningsstederne i Horsens måske også kigge med. De vælger som bekendt at holde lukket denne pinsemandag.

Udbryder der mod forventning ballade i Horsens i dag, kan AC Horsens først og fremmest takke sig selv for at have gejlet idioterne op. Forløbet op til kampen kunne sagtens være håndteret langt mere elegant.

 

– Vi ses til “blå mandag” i Horsens – forhåbentligt med jubelscener som i torsdags:

 

Skrevet af

Spred ordet