Det minder om diskrimination, når FCK-fans på mandag til kampen mellem AGF og FCK bliver afvist på grund af deres tilhørsforhold.
AGF og FCK har i fællesskab valgt at lukke af for FCK’s fanafsnit til kampen mellem de to hold mandag den 9. april. Desuden vil de helt udelukke FCK-fans fra hele Atletion til denne kamp.
AaB Support Club (ASC) og Brøndby Support (BS) har, sammen med Danske Fodbold Fanklubber, tidligere været ude med kritik af at lukke af udeholdets fanafsnit, men den nye beslutning om helt at udelukke et holds fans fra en kamp rækker videre end vi havde forestillet os man ville gå.
Muligvis ulovligt
Siden AGF meldte ud, at de ville udelukke alle FCK fans til denne kamp, har ASC og BS været i dialog med alle tænkelige kontakter, heriblandt Supporters Direct, The Football Supporters Europe network (FSE) og en række jurister for at høre om, hvorvidt det er lovligt at udelukke en hel gruppe personer på baggrund af deres overbevisning, i dette tilfælde et tilhørsforhold til FC København.
Endnu har vi ikke fået tilbagemeldinger omkring det lovmæssige aspekt i sagen, og der har desværre ikke tidligere været afsagt domme, som vi har kunnet læne os op ad.
Må afprøves ved domstolene
Vi har dog fået indikationer på, at det er at diskriminere en stor gruppe mennesker, når man udelukker disse på baggrund af et tilhørsforhold.
AGF og FCK går muligvis over grænsen i denne sag. Det kan vi dog først få vished om, hvis der bliver indgivet en officiel klage, der herefter kan afprøves ved domstolene.
Denne klage kan kun indgives, såfremt FCK-fans møder op til kampen – og reelt bliver afvist på grund af deres tilhørsforhold.
Tiltag droppet i Tyskland
Fra FSE og Supporters Direct har vi fået tilbagemeldinger på, at dette også er forsøgt i Tyskland. Her har man forsøgt sig med at lukke udebaneafsnit af til flere kampe.
Den tyske fodboldunion har nu besluttet at stoppe lukningen af udeholdenes fanafsnit, da straffen hverken står mål med gerningen eller løser det bagvedliggende problem – og det kan endda have modsatte effekt, da det endte med at udeholdets fans, med hjælp fra hjemmeholdets fans kom til at stå på samme tribune.
Læs mere her om den tyske case
(Fælles pressemeddelelse fra Brøndby Support og AaB Support Club)