I de seneste år har der været en gennemgående debat om fan-kulturen i Brøndby. Debatten har primært drejet sig om, i hvor høj grad man kan forholde sig kritisk til klubben og dens dispositioner, og stadigvæk være en loyal og engageret fan.
Selvom nogle mennesker, igennem disse år, både indenfor klubben og udenfor i diverse medier, har set den debat som har kørt i klubben, som et modsætningsforhold og et krisetegn imellem klubben og dens fans – så vælger jeg at se det som et sundhedstegn.
Jeg er af den holdning, at en hvilken som helst fodboldklub, med respekt for sig selv, løbende må forholde sig til sin egen udvikling og den retning den tager. Fodboldklubber er ikke en statisk organisation hverken økonomisk, resultatmæssigt eller ledelsesmæssigt. Og derfor må den nødvendigvis være et foretagende, som må indrette sig på, at de mennesker som har et engagement i klubben tager stilling til den på dag-til-dag basis.
På samme tid skal, i dette tilfælde, fansene også passe på, at de ikke i deres vurdering af deres egen indflydelse, bliver for selv-fede, og derved undergraver deres egen rolle og funktion. For Brøndbys vedkommende kunne dette komme til udtryk ved, at fansene i de seneste år har forsøgt at gennemtrumfe budskabet om “at ingen er over klubben” samtidig med, at de/vi gentagne gange, igennem demonstartioner og manifestationer har gjort vores indflydelse gældende, som vel ikke altid, hånden på hjertet, har været til gavn for klubben som sådan.
Personligt har jeg boykottet kampen i Parken sidste år, og vil gøre det igen i år – jeg har ligeledes forholdt mig kritisk til bestyrelsen og den retning, som jeg frygtede at klubben var ved at tage, og på alle måder vil jeg forbeholde mig retten til at udtrykke min mening om overordnede tiltag, såsom fingeraftryk og kreaturvognstransporter af fans, ligesom jeg vil tage stilling til de tiltag i klubben, som rokker ved dens historiske fundament og vision – men jeg vil fremover være lidt mere tilbageholdende med at deltage i aktioner, som er vendt mod spillet på banen.
I søndags stod og sad! jeg på Sydsiden og forholdt mig forholdsvis tavs i en hel kamp – og det blev en af de længste superliga-kampe jeg nogensinde har oplevet… For jeg går på ikke stadion med det hovedformål at være stille, eller passiv – jeg går der, for højlydt at bakke op om holdet, klubben og det fællesskab, som jeg elsker, at være en del af.
Jeg kan godt forstå, at fans må reagere på de panik-agtige tiltag, som der sommetider bliver hevet op af hatten fra forskellig side – jeg havde bare lidt svært ved at se, hvorledes stilhed var den rigtige måde at få budskabet ud på.
Jeg er af den opfattelse, at fans, som os, har en betydelig indflydelse i dag – og at denne indflydelse gør, at vi bliver lyttet til. Men dette forpligter os også til, at vælge vores kampe med omhu, således at vi ikke bliver en flok brokke-hoveder, som hele tiden sætter aktioner i søen – uden at de har nogen synderlig effekt.
Jeg synes, at der er rig lejlighed for at gøre opmærksom på sine synspunkter, på forskellig måde, både før, under og efter kampen – og stadigvæk være en fan af holdet. En fan som støtter, synger, hepper, skriger og bærer spillerne frem – sådan at der en fornuftig balance imellem alt det, som vi gerne vil tage stilling til og ændre på, og samtidig være dem, som genrejser Brøndby stadion til det uindtagelige fort, som det retteligt burde være.
Så kunsten at være en fan må være den, ud fra min betragtning – at skabe en balance imellem, at være en opmærksom, opfindsom og kritisk iagttager af klubben og dens virke, og på samme tid give klubben og holdet min uforbeholdne støtte til spillerne på banen og til den historiske sandhed, at ingen er over klubben – at vi alle lever med den i hjertet.