Vinterpausen er over os, ligaen ligger stille og ståtribunen har endelig tid til at strække ud. Men selvom fodbolden ligger stille på plænerne, så triller den stadig videre i vores hoveder og hjerter. Og lige præcis hjertet vil jeg gerne give et par fortællinger fra.
1964 er halvdelen af mit liv. Både fysisk og mentalt. Det er en sandhed, jeg nok har svært ved at komme udenom, både når jeg ser på mig selv, men også hvis jeg spørger folk, der kender mig.
Min far er født i 1964. Den ene af de to, der bragte mig til verden, kom selv til verden i året, hvor Brøndbyernes Idrætsforening blev stiftet. En kendsgerning, han ofte selv har bemærket overfor mig. Så det er måske ikke helt ved siden af, hvis jeg siger at der banker noget brøndbyblod i årerne på mig. Hvis ikke det overbeviser dig, så får du lidt mere af min livshistorie.
Som du måske kan regne ud, er jeg ikke en af de mest aldrende Brøndby-fans. Jeg har faktisk kun sat mine ben på denne jord i lige over 22 år. Jeg blev født sent i 1989 og voksede primært op i et hjem små 2,5 kilometer i fugleflugt fra Fodboldtemplet på Vestegnen, og det er i det hjem, et af mine første Brøndby-minder tager form.
Jeg er vokset op som skilsmissebarn, og da jeg det meste af min opvækst boede hos min mor, var det ikke sportens Mekka i form af Tipslørdag, der var lydsporet til min barndom. Min eneste vej ind i fodboldens univers kom gennem hendes kæreste, der til gengæld var stor Brøndby-fan (og stadig den dag i dag sæsonkortholder på Langsiden). Men hans entusiasme har altid gjort op for to personer. Mindst.
Mit allerførste fodboldminde havde Brøndby skrevet udover sig. Mine fødselsdage kunne tælles på to hænder, og jeg stod som en lille purk på vores altan, mens mors kæreste så Brøndby-kamp i fjernsynet. For nogle få minutter fjernede vi lyden på fjernsynet, og så kunne man (hvis man lyttede godt efter) høre publikums brølen fra stadion inden billederne tonede frem på fjernsynet, især når der blev scoret. Allerede dengang var jeg solgt. Jeg var dybt fascineret af hvor stærk en tilknytning alle de voksne mænd havde til de her 11 mand, der rendte rundt og lossede til bolde og blev mudrede til og svedte så det drev af dem.
Jeg gik ligeledes i skole i Brøndbyøster, og jeg husker også engang at vi i min klasse fik fribilletter til en hjemmekamp. Vi stod på Sydsiden – den daværende Faxe-Tribune – og jeg husker hvordan jeg nærmest skulle kravle betontrin for betontrin opad. Det hele var så stort og så flot, selvom jeg ikke forstod noget af hvad der foregik inde på banen.
En del år senere er jeg i gang med gymnasiet, da jeg pludselig finder ud af at man da kunne tjene penge på at oddse. Jeg spiller penge på Brøndby, for der er jeg jo vokset op, og de er da de bedste. Men pengene fossede hurtigt ud, og jeg begyndte at se kampene for at finde ud af, hvad der gik galt. Og der blev jeg fanget. Det var som en gammel flamme, der blussede op, og siden da er jeg utallige gange taget på stadion for at opleve det sus igen. Et sus, der desværre nogle gange synes aftaget i styrke.
Det er vel overflødigt at sige at jeg i kraft af min unge alder træder ind i livet som Brøndby-fan i en periode, hvor der ikke er meget andet end The Double i 2005 at råbe hurra over, og siden jeg flyttede fra Brøndby til Greve i 2001 har jeg været omgivet af flere FCK-fans end folk af min egen overbevisning. Til trods for dette har jeg dog altid stået fast på, at Brøndby er holdet, jeg holder med, og jeg er ikke bange for at bekende mig som Brøndby-fan.
Jeg repræsenterer vel nok et af de mere frustrerede segmenter af Brøndbys fans: dem, der umiddelbart erindrer følelsen, da Vilfort og Faxe bankede en hver i kassen en sommerdag i ’92. Dem, der husker Ruben Bagger, Søren Colding og Dan Anton Johansen mere for deres navne og deres kultstatus end for deres meritter på grønsværen. Dem, der skal anstrenge sig for at huske Morten Wieghorst heade mål ind med forbinding om hovedet.
Det er de unge mennesker og deres synspunkter, jeg håber på at kunne hive ind i bloguniverset her på brondbysupport.dk, og jeg glæder mig til mange gange i fremtiden at kunne give jer mit bud på pulsen i Brøndby, set gennem unge øjne og skrevet ned med unge fingre.
Tak fordi jeg måtte dele min historie med jer.
Marcus Munch Grünewald er ny Blogger her på siden, men bestemt ikke ny i bloggeruniverset, du kan læse mere fra ham på hans egen blog: Marcusmunch.dk