Alt i livet handler om balance – en balance mellem det indre liv og den ydre virkelighed – en balance imellem kærligheden og ensomheden – en balance imellem de chancer man tager og den risiko man derpå møder – og på fodboldbanen: En balance imellem det defensive og det offensive. Men én ting er sikker, – hvis man ikke vover at risikere, at miste fodfæstet, for at opnå det, som man inderst inde ønsker sig, så vil man aldrig få dét, som ens drømme er skabt af og som er selve grundlaget for ens eksistens.
I de sidste par sæsoner har Brøndby forsøgt, at stabilisere sig selv. klubben har været igennem turbulente og famlende tider, og vi fans har også måtte holde modgangen ud og på den måde været nødt til, at sætte vores forhåbninger på stand-by. Men den tid må slutte nu. Nu må de gode intentioner omsættes i handling, så det hele ikke blot bliver til gentagelser og tomgang. I sæson-premieren så jeg nemlig en re-play af sidste sæsons kampforløb. Vi havde bolden mest, vi spillede den rundt og på tværs, vi kæmpede hårdt for vores to scoringer, – for blot at se og konstatere, at modstanderne utrolig let kom til deres mål, og på intet tidspunkt syntes skræmte, eller for alvor pressede.
Jeg er med på, at holdet på banen er inde i en opbygningsfase, men opbygningen må, efter min bedste overbevisning, ikke kun gå på startopstilling og formation, den skal gå på indstillingen om og troen på, at holdet går på banen med idéen om, at angreb er det bedste – og også, eneste forsvar. Nu kan man jo vælge, at kalde det en naiv betragtning, og det var faktisk da også teorien bag, en af de mest udskældte træneres filosofi, nemlig Drillo. Han tog det videnskabelige standpunkt, at langt de fleste mål blev scoret indefra straffesparksfeltets linjer, og derfor var det vigtigt, at få bolden væk fra eget straffespark og op i modstanderens, så hurtigt, som overhovedet muligt. Dette blev så praktiseret ved losse-op-af-banen-metoden, og det var vel her, at kæden hoppede af for den kære Drillo. For bortset fra hans “løsningsmodel”, så er det i bund og grund er det jo den filosofi, som de største fodboldhold bruger i dag, at bringe sig så tæt på modstanderens straffesparksfelt som muligt, igennem højt pres-spil, og derved i samme moment holde dem så langt væk fra eget straffe-sparksfelt som muligt.
Jeg kan godt se, at det er det, som spillerne og holdet gerne vil, – og de prøver også. Men det er som om, at de ikke rigtigt slipper håndbremsen, og derfor bliver det tit noget halv-hjertet noget, som ihvertfald fra tilskuer-side virker tilfældigt og yderst sårbart. Jeg har brug for, at man er villig til at risikere noget. Jeg har brug for at mærke, at når vi kommer frem af banen, – så mener vi det, og gør det med en sådan kraft, at modstanderne kan mærke trykket ind i knoglerne, således at de bakker længere og længere ned mod deres eget mål, – og ikke som nu, parkerer sig omkring midten af deres egen banehalvdel og bare venter på, at vi fejler. Jeg har brug for, at vi går på banen til hver eneste kamp, med idéen om, at vi ejer banen, spillet og de point, som der bliver kæmpet om.
Jeg ved, at alt i livet er en balance, men sommetider må man anskue balance, som en øvelse, – en øvelse i at give slip i angsten for at fejle og så bare risikere hele butikken, – for det er kun i denne form for balancekunst, at man kan genvinde respekten i egne og andres øjne, og det er frem for alt, kun i denne form, at man kan få det bedste frem i én selv og dermed også ende med at vinde den højeste pris, ende med at vinde guldet – og guldet SKAL hjem, hvor det retmæssigt hører hjemme.