Så er sæsonen overstået. En sæson som begyndte med op- og ned-turen mod Sporting, og som i efteråret var præget af spille-mæssig krise og en samlet presse, hvis eneste formål var, at ureflekteret kritisere forholdene i Brøndby. Og på tribunen forplantede alt dette sig i røde flag og protester mod den manglende synlighed i ledelsens arbejde og visioner, – og den ligeledes fraværende dialog, klub og fans imellem. Foråret har derimod været kendetegnet ved en samlende tendens. Spillet har været mere tro mod Brøndbys koncept, og selvom resultaterne har været svingende, mildest talt, – så har der været gode tegn, som peger fremad mod noget stort og mindeværdigt. Og når alt andet er sagt om den sag, så må man vel konstatere, at en bronze-medalje, men den sæson vi har haft, er acceptabelt…..
Omkring klubben har der også været tydelige forandringer som sigter mod en fremtid, hvor BIF atter bliver fyrtårnet i dansk fodbold, både indadtil og udadtil, og med ansættelsen af Bjur og Lockheart er der allerede skabt en stabilitet og fasthed, som gør, at pressen går forgæves i jagten på splid og den saftige historie.
Men det stærkeste indtryk, som denne sæson vil efterlade hos mig, er den “krise” som fansene er gået igennem. I efteråret var der intern splid, fordi der var forskellige holdninger til Per Bjerregård og ledelsen som helhed. Uenigheden afspejlede sig i, hvordan, man skulle udtrykke utilfredsheden, og hvilke løsningsmodeller, man skulle pege på. Jeg var fortaler for, at man ikke skulle gøre det til et person-spørgsmål, som kun omhandlede Per B.
Jeg har før gjort rede for min holdning, men jeg var, kort fortalt, fortaler for, at man ikke gjorde det bedste for klubben ved blot, at smide folk på porten, uden at have en plan for hvem og hvordan klubben skulle føres videre.
Ydermere blev denne krise forværret, fordi mange kommentatorer udenfor klubben havde travlt med, at irettesætte Brøndbys fans fordi vi havde modet og viljen til, at tage konflikten og lufte vores utilfredshed med den manglende overordnede strategi for klubbens fremtid. Men vi tog den ubehagelige “strid”, også selvom den gav skår i støtten i forholdet, fansene imellem, på Brøndby Stadion. Men eftertiden har vist, at det var det helt rigtige at gøre, – for fansene, klubben og fremtiden.
For foråret har på den front været den helt store optur. Der er kommet samling på opbakningen, grupperingerne imellem, – klubben er gået i åben dialog med os, – og stemningen til både hjemme og ude-kampene er blevet både bemærket og rost til skyerne, – ikke kun internt, men også eksternt.
Jeg har en oplevelse af, at kærligheden til klubben og dens værdier, også var det, som nødvendiggjorde det besværlige efterår, – og at vi allesammen er kommet styrket ud af krisen, stærkere og klogere. Stærkere i forhold til, at vi nu er blevet opmærksomme på vores egen styrke i forhold til opbakning og indflydelse, – og klogere på, at selvom omverdenen prøver, at skære kriser over én kam, som noget dårligt og forfærdeligt, – så er det nødvendigt, én gang imellem, at tone rent flag (også selvom det har rødlige nuancer), og derigennem skabe debat – for igen at kunne hejse de egentlige farver, som jo for altid, vil være gule og blå.
Så på trods af, at denne sæson har været kendetegnet ved tilfædighedernes spil på banen, – så efterlader den et indtryk af, at være tribunens triumf, – den tribune som lever og ånden for klubben, – og som er klar til, at handle på ønsket om en bedre fremtid og mere gennemsigtig nutid, også selvom det indebærer, at være på kant med omverdenen i nogle grå og kolde måneder…
Jeg har et stille ønske om, at vi møder op på Sydsiden, til den første hjemmekamp i den nye sæson, med grønne flag og andet pynt i grønlige farver, – for dermed, at markere, at krisen er forbi og fremtiden allerede er begyndt. En fremtid, som har håbets farve, som sin repræsentant, – et håb, som kun har fået fornyet kraft med tilgangen af Mikkel Thygesen….
Men nu vil jeg slutte af for denne sæson med et ønske om en god sommer til alle jer, som har Brøndby i hjertet….