Alt er noget skidt, og alle lyver for os.
Som fans af Brøndby er vi på knap 20 år gået fra at være et entusiastisk, inspirerende og engagerende samlingspunkt til at være en anden form for samlingspunkt. Det dystre, mistroiske og evigt protesterende. Der er hele tiden noget i vejen. Når vi er færdige med ædelt og værdigt at tordne mod indskærpede regler mod flag, samles alt energien om næste demonstration, registreringen af vores helligste spidser, og når det har lagt sig, følger kampen mod et stadion uden klubbens navn. Og derefter kommer helt sikkert noget andet.
Vi tror ikke på noget. Når vi får at vide, at sportschefen er gået, er han helt sikkert blevet fyret. Når vi hører, at der er tæt på udsolgt til en kamp på Brøndby Stadion, hoster vi væsken op med hånlatter, hvis vi uheldigvis lige havde taget en tår af et eller andet. Når boulevardbladene laver en skærpet rubrik med et kreativt modereret citat fra én af vores yndlingsskurke, er det et vanskeligt dilemma, om vi skal rase mod manden bag artiklen eller give efter for vores trang til at sige om vores yndlingsskurk: HA! Jeg vidste det. Han løj. For en måned siden sagde han noget minimalt anderledes. Jeg vidste det. Han løj.
Sådan er awayklubben blevet tilhængernes sejr
Lad mig komme med min egen konspiration. Jeg aner ikke, om dens breaking–værdi er lige så sløj som den tilsvarende på TV 2 NEWS. Det er muligt, men så betragt den som et led i en tendensanalyse af tilhængerstanden i højere grad end den store åbenbaring, som ham den påtaget kloge akademiker, der altid sidder og smider sarkastiske giftpile derhjemme uden i øvrigt at foretage sig noget banebrydende for fankulturen, lige er kommet med.
De (endnu) stærke mænd i Brøndby ved godt, at vi er imod alting, og de ved også godt, at hvis de skal vinde deres slagsmål med DBU og andre forsamlinger af hønisser langt over salgsdato (og dem er der mange af i dansk fodbold, hvem sagde spiller- og divisionsforening), skal de have fansene til at æde et eller andet. Brøndbys fans vil ikke æde noget som helst, de vil meget hellere stå på nogle rækværk, vifte med røde flag eller blive væk og hoppe til en træning i stedet. Så hvad gør vi? Jo, nu skal i bare høre. Vi arbejder med et forslag, som vores konkurrerende klub kalder en awayklub. Det er vores fans selvfølgelig imod, da de ikke er for noget som helst, der skal begrænse dem i højere grad end det modsatte. Men awayklubben er vores overordende mål fra day one. Vi skal bare have vores fans til at tro, at awayklubben er en sejr. Hvordan gør vi det?
Hvem står med sejren til sidst?
Vi foreslår noget endnu mere absurd. Vi beder dem om at gøre det samme, som forbrydere skal gøre. Det er helt tosset, det ved vi godt, men så igen, de bliver væk en enkelt gang, fra en kamp, vi alligevel taber på et sted, hvor de tilmed ikke laver den ballade, de plejer. Så indrømmer vi, at fingertingen var en fadæse, giver dem et modereret registreringsudspil, og så jubler de, som om de har vundet en epokegørende sejr. Voila. Brøndbys ledelse får deres langsigtede plan igennem uden vrøvl. Det kan tænkes, at Alpha Brøndby og andre gode protestbevægelser (glimt i øjet anvendt) havde været lykkelige for fingerscanning, hvis klubben først havde spillet ud med DNA-registrering. Hvem ved?
Jeg ved ingenting, jeg sidder ved mit skrivebord og gætter og fantaserer. Jeg har selvfølgelig min egen holdning til fingerhalløj og navnehalløj, og dem der kender mig, kender den. Den er irrelevant på det store billede, jeg forsøger at tegne. Af en historisk presset klub tvunget til symbolsk handling, en historisk splittet fangruppe, der tænker mere på næste protest end næste kamp og et fællesskabsord, som det efterhånden er en joke at sætte i forbindelse med Brøndby på noget som helst plan. Når Brøndbys ledelse sejrer, har tilhængere sagt ja til jord i stedet for lort. Når Brøndbys fans sejrer, har Brøndbys ledelse givet sig på et lille punkt, der dog hele tiden var det væsentlige. Når Brøndbys spillere sejrer? Så er vi nærmest ligeglade.