4 superliga kampe uden sejr og egentlig har det ikke rigtig påvirket mit humør. Nuvel, jeg hamrede da hånden ind i sofaen da Stryger ramte stolpen i søndags og de almindelige negative ubrud har da været der efter kampene, men det der mandagshumør som helt og aldeles er påvirket af weekendens kamp er væk – og har været det noget tid. Tilbage er blot en konstant bitterhed over Brøndbys situation.
For 2 år siden gik der ellers ikke fem minutter uden jeg tænkte Brøndby. Jeg havde ikke megen fritid uden at den skulle bruges på Brøndby og der skulle virkelig meget til, for at jeg missede en kamp. Det var dengang hvor jeg var næstformand i Brøndby Support og hvor jeg hele tiden følte, at vi arbejde i den rigtige retning.
I dag er det hele så anderledes. Jeg tjekker lidt Brøndby nyheder fra tid til anden og hører engang imellem fra folk der endnu er med i ”gamet” hvordan det står til og hvis der ikke lige er noget arbejde, et familie-arrangement eller andet der kan bruges som undskyldning, så indfinder jeg mig da også på stadion. Kort og godt kan man sige, at på 2 år, er den gåpåmod, lyst, glæde og vilje jeg besad for at gøre en forskel for Brøndby, blevet afløst af en nærmest opgivende attitude overfor tingenes tilstand.
For 2 år siden blomstrede alt ellers af optimisme. Det var dengang hvor Brøndbys administration med Herman Haraldsson i spidsen i den grad ændrede sig i forhold til os fans. Vi blev hørt på, vi følte at man forsøgte at arbejde med de ting vi kom med og overalt blomstrede nye tiltag op som vel kendetegnede den klub vi alle elsker – vi er først med de nye ting, vi arbejder hele tiden på at udvikle os og ingen afviser fra start en ny idé.
Som én af repræsentanterne for Brøndby Support husker jeg dog tydeligt hvordan man allerede dengang mærkede kampen mellem ”det nye Brøndby” og ”den gamle garde”. Heldigvis for os, så gik vores dialog gennem den daglige ledelse af klubben og her gik det kun én vej – fremad!
Et halvt års tid senere kom det første knæk dog – afskedigelsen af HH. Jeg husker det som et enormt tilbageslag, fordi vi godt var klar over at mange af de ting vi ønskede blev støttet af HH, men havde modstand fra ”den gamle garde” og fordi det kom på et tidspunkt hvor jeg husker, at vi ellers følte at det var de nye tiltag og ønsket om forandring, som var ved at vinde endeligt frem i Brøndby.
Det tog lidt tid at komme sig over, men særligt husker jeg én kommentar fra dengang som var med til at holde humøret højt. Den kom fra vores nu tidligere kommunikationschef og var noget i retning af: ”Vi er her stadig, organisationen bag er den samme og så længe vi tror på at det stadig går fremad, så bliver vi ved med at være her.” Den kommentar svier naturligvis ekstra meget i dag, for nu er der faktisk ikke mange af dem tilbage.
Med nogen skepsis mødte vi lidt efter Frank Buch Andersen og tog fat på ny. Vi skulle igen i gang med at få den positive stemning frem hos Brøndbys fans, på trods af at vi på daværende tidspunkt kæmpede mod det, vi oplevede som en enorm modstand mod tiltag fra os fans, fra baglandet i Brøndby. Dette kom til udtryk gennem mærkelige afvisninger af tifoer, trusler om fratagelse af status som officiel fanklub og det kulminerede mod slutningen af 2009 hvor Per Bjerregaard valgte at kalde et andet bestyrelsesmedlem og jeg for sindssyge mennesker der aldrig havde gjort noget godt for Brøndby.
WTF? Var det seriøst bestyrelsesformanden i Brøndby IF A/S der brugte den formulering om mig? Jeg der brugte uanede timer på at kæmpe for en positiv fankultur i Brøndby IF og som havde brugt enormt meget tid på at sætte fokus på den positive fremgang, på trods af at jeg så udmærket oplevede adskillige negative ting som stadig ulmede i Brøndby.
Nuvel, den totale uvidenhed om hvad han udtalte sig om var trods alt tydelig, eftersom han supplerede med en kommentar om det forrykte i, at jeg som næstformand i Brøndby Support også kunne være medlem af Alpha. Det var jeg mig bekendt ikke og skal da beklage at jeg i så fald har glemt at betale kontingent.
Som det altid var tilfældet dengang, så var opbakningen der dog stadig hos den daglige ledelse og efterhånden som vi lærte FBA bedre at kende følte jeg faktisk, at det gik fremad igen. Lige indtil tilbageslaget så kom på ny – endnu engang var det slut med den direktør som vi ellers følte arbejdede i den rigtige retning. Endnu engang var det lykkedes med ét træk at dræbe al den vilje og lyst man havde for at drive Brøndby fremad.
Kort og godt så blev det endnu et træk som gjorde det klart for mig, at hver gang man følte det gik fremad, hver gang man troede på at Brøndby var på rette vej, hver gang det osede af nye idéer og tanker til hvordan tingene kunne gøres anderledes i Brøndby, så blev man sat tilbage. De nye idéer blev dræbt, lysten til forandring blev slukket. For mig blev det klart med fyringen af FBA – det bliver ikke anderledes før PB er væk og der bliver plads til igen at se med nye øjne på udviklingen i Brøndby. Og den erkendelse var blandt andre ting en af årsagerne til at jeg endte med at miste modet.
Nogle vil så spørge – jamen hvad så? hvem skal så sidde der? – og det har jeg ikke svaret på, men jeg køber alligevel ikke argumentet om at så kan man ikke ønske PB væk. Med den involvering jeg har haft i Brøndby er jeg ikke i tvivl om at der sidder én person og dræber alle ønsker om at se på nye muligheder og derfor må den person væk før Brøndby igen kan udvikle sig.
Hvor vil jeg så hen med denne blog?
Dels synes jeg at den kritik der til tider har været af, at Brøndby Support ikke er tilstrækkeligt klare i deres udmeldinger om PB er forfejlet. En officiel fanklub kan simpelthen ikke have en holdning til hvem der sidder for bordenden i klubben, men kan have en holdning til hvilken retning de bevæger sig i. Og her synes jeg faktisk BS har været så kontante i deres udmeldinger – bl.a. efter opsigelserne fra Steen og Jordi, samt i deres åbne brev forud for seneste bestyrelsesmøde – at det ikke kræver store evner til at læse mellem linjerne at se, at de også ønsker forandring. Selvom jeg kun kan tale for mig selv, så ønsker jeg derfor med ovenstående beskrivelse af hvordan min egen energi blev ødelagt, at beskrive hvordan BS i den grad har arbejdet for forandring i Brøndby og hvordan holdningen for mig selv i min tid i hvert fald var klar: Når PB er ude så kan vi igen arbejde fremad!
Så må det være op til folk selv at spå om hvordan BS ser på situationen i dag, men jeg tror faktisk at man venter på nøjagtig det samme som mange af os andre og jeg tror også at man arbejder denne vej i kulissen, men jeg kan til gengæld godt forstå at man ikke kan være mere direkte omkring dette i offentligheden.
Derudover så ønsker jeg at hylde den fortsatte røde protest mod PB. Jeg skal først understrege, at jeg klart er af den overbevisning, at hvis protesterne mod PB påvirker opbakningen til spillerne så bliver fansne de store taber, fordi det er så nemt at slå tilbage med udtalelser om at ”de glemmer deres vigtigste opgave”, ”de er medskyldige i de dårlige resultater”. Men når den røde protest forløber som en symbolsk protest, så viser man sin holdning, samtidig med at man udfører den vigtigste opgave; at bakke spillerne op! Og den symbolske protest er vigtig, både fordi den viser hvor mange der faktisk ønsker det samme og hvor massivt ønsket derfor er – jeg ser trænere fra amatørafdelingen, bodfolk på stadion, unge fans, ældre fans, Faxe-fans og langside-fans som bærer de røde farver – men også fordi den symbolske protest er en vigtig opbakning til de folk der ellers kunne ende med at miste modet, ligesom jeg selv gjorde. Det bliver tydeligt for dem hvor mange der ønsker det samme som dem og derfor tror jeg på at det giver dem energi og lyst til at kæmpe videre.
Så må jeg indrømme, at jeg ikke giver særlig meget for kommentarer om at det stadig kan påvirke spillerne, for hvis opbakningen ellers er intakt, så er jeg rimelig sikker på, at det daglige kaos med en manglende sportschef og den generelle uro på ledelsesgangen, påvirker spillerne væsentlig mere end at de gule og blå farver for en stund bliver blandet med den røde.
Så til alle jer der fortsat arbejder for forandring i Brøndby: Kæmp videre! Og til alle os andre der ønsker denne forandring: Bak de folk op der endnu kæmper kampen. Glem for en stund hvad vi ellers måtte have af uenigheder, giv dem et klap på skulderen og lad os håbe at forandringen snart kommer til Brøndby!