Brøndby Support tager skarp afstand fra begivenhederne i Parken. Kast af pyroteknik og andre genstande har aldrig været og vil aldrig blive en acceptabel del af den blågule fankultur og det samme gælder naturligvis hærværk, brandstiftelse og slagsmål.
Sædvanligvis ville vi komme med et langt indlæg om vores udlægning af gårsdagens hændelser i Parken, men gårsdagens hændelser var af så grov karakter, at vi ikke ser nogen grund til at bruge kræfter på at nuancere debatten. Der er kort og godt ikke noget at rafle om, det var et mindretal på tribunen der kastede terningerne, og de slog alle Brøndbyfans tilbage til start.
Vælg den positive fankultur til
Brøndby IF har i de seneste år ført en intens dialog med klubbens fans, både os i Brøndby Support samt andre fangrupperinger. Vi har blandt andet fået capotårn, grafitti-udsmykning på Faxe-tribunen, bedre samarbejde med kontrollørerne og klubben tager os i forsvar, når den positive fankultur bliver ramt af urimelige forbud og kritik. Klubben har med andre ord brugt store ressourcer på at sikre en frihed for fans som andre klubbers fans kigger misundeligt efter – og alt for ofte har klubben fået lort igen. Senest i forbindelse med kampen i Parken, hvor et lille mindretal igen satte sig selv i scene ved at smide pyroteknik og andre genstande på banen samt sætte ild til adskillige sæder.
Denne adfærd kommer til at ramme os hårdt og ikke kun fordi sagen ender på DBUs bord, men i høj grad også fordi de uheldige scener vi har været vidner til har ført til en afmatning i de brede massers sympati for Brøndby IF. Overalt hvor vi vender os i disse dage, bliver vi mødt med spørgsmål om hvornår der kommer en modreaktion over for den negative fankultur og meldinger om at fans og frivillige er ved at have nået grænsen for hvad de orker at lægge ryg til. Engagementet bliver langsomt og sikkert drænet i takt med at flere og flere timer skal bruges på at forholde sig til den negative fankultur, timer der i stedet kunne være brugt på den positive og en yderligere udvidelse af fansenes frihed.
Vi er derfor nået dertil hvor vi skal opfordre alle til at vælge om de vil den negative eller den positive fankultur. Vælger man den positive fankultur kan man se frem til flere store marcher, store udebaneture, flag, bannere, tifoer og mere frihed for fans. Vælger man den negative, får vi flere restriktioner, flere bøder og hårdere konsekvenser for Brøndby IF. For os er valget let og det bør det være for enhver Brøndbyfan med hjertet på rette sted. For Brøndby IFs skyld, så vælg den positive fankultur og tag afstand fra den negative ved enhver given lejlighed.
Løsningen ligger desværre ikke lige for
Der findes ingen nemme løsninger på de udfordringer vi står overfor. Problemstillingen er utrolig kompleks og en løsning skal ske i samarbejde mellem mange parter. Klubber, fanklubber, fangrupper, DBU og forskellige myndigheder skal alle involveres og for os ligger den største udfordring i at finde en koordinerende part og en vilje til at løse problemerne i fællesskab. Vi oplever det som at bolden blot bliver flyttet rundt på banen, og selvom alle er kommet længere frem på banen og stå, er der stadig et godt stykke vej til bolden ligger i målet.
Fra Brøndby Supports side ligger der en stor vilje til at medvirke til at løse problemerne. Mange råber på et udebaneregister, men vi er ikke umiddelbart for denne model da vi ikke mener at et register i sig selv løser problemerne. Vi vil i stedet opfordre alle parter til at intensivere dialogen og til at blive bedre til at søge løsninger i fællesskab med fansene. Ballade skal selvklart have en konsekvens for de skyldige, men omvendt vil vi gerne opfordre til at de mange positive fans får flere incitamenter til at arbejde endnu hårdere for den positive fankultur.
Det kan eksempelvis ske ved at klubberne ikke dæmoniserer andre klubbers fans over en bred kam og ved at der afsættes flere midler til at understøtte den positive fankultur, enten i form af flere ansatte med fokus på fansene eller positive fanprojekter som væresteder og arrangementer med fokus på de positive værdier fankulturen er så rig på.
Som sagt er løsningen kompliceret og ovenstående skal ikke ses som en løsningsmodel, men som et eksempel på nogle af de ideer vi vil tage med os ved fremtidige møder og debatter.
Brøndby Support