Hjælp med at undgå indskrænkning af fansenes frihed

I 1995 blev stemningen på Brøndby-lægterne til kampen mod Liverpool FC af de engelske kommentatorer sammenlignet med en af de mest legendariske tribuner i fodboldens historie, nemlig Liverpool FCs egen legendariske ståtribune The Kop.

I 2004 var det en katalansk journalist der undfangede udtrykket ”Helvede i nord” om stemningen på Brøndby Stadion under kampen mod FC Barcelona. Sammenligningen gik på stemningen på Galatasarays berygtede hjemmebane Ali Sami Yen, hvor FC Barcelona havde spillet et år forinden.

I 2010 nåede vi atter et niveau der tåler sammenligning med de store arenaer. Det skete i de sidste 20 minutter af søndagens hjemmekamp mod Odense Boldklub hvor Brøndby IF med en mand i undertal kæmpede sig fra 0-2 til 2-2 under øredøvende opbakning og jubel fra tribunerne.

Men det var tæt på aldrig at komme så langt. Forinden var kampen blevet afbrudt to gange fordi nogle enkelte ikke formåede at holde lightere og mønter i lommen. I stedet fløj de ned mod Roy Carroll i Odenses mål og rutineret som han er fik han stoppet spillet og gjort dommeren opmærksom på problemet. Og var det sket igen var kampen blevet afbrudt defintivt.

Helt så galt gik det ikke denne gang. Men det er tankevækkende at opførsel i strid med reglerne to gange på en måned har ført til en sidste advarsel fra dommeren. I øjeblikket ligger søndagens sag hos DBU og den vil i et og andet omfang få en konsekvens for Brøndby IF og dermed for os som fans. Skulle noget der bare ligner gentage sig i torsdagens opgør mod Sporting bliver konsekvenserne ikke mindre.

Brøndby Support opfordrer derfor alle til ikke at kaste andet end deres sprøde røst ind på banen og til ikke at brænde andet end deres energi af under kampene. Ellers kan det komme til at koste i forhold til den frihed vi har i dag og det gode samarbejde vi har med Brøndby IF.

Derfor, grib fat i dine venner, hvis de er ved at træde ved siden af eller allerede har trådt ved siden af, og fortæl dem at det ikke er en farbar vej. Handlingen der fører til en straf er måske nok individuel, men straffen kan hurtigt vise sig at blive kollektiv. Og det tjener hverken klubben eller fansenes sag.

Skrevet af

Spred ordet