Samspillet med religion og mindet om Diego Maradona gør fodbold til en helt unik lidenskab i Argentina, som den danskproducerede “Football is God” vidner om
“Man arbejder mandag-fredag og ser frem mod lørdag eller søndag, hvor der er kamp.”
Citatet stammer fra dokumentarfilmen “Football is God” om tre lidenskabelige Boca Juniors-fans og indfanger en universel selvforståelse for fodboldtilhængere, som argentinere ikke har patent på. Resten af filmen skildrer derimod succesfuldt, at det store sydamerikanske land nok er en smule længere fremme end de fleste andre, når det drejer sig om tilbedelse af det simple spil med den runde bold.
Buenos Aires-klubben Boca Juniors er en gigant efter argentinsk, og dermed også international, målestok. CV’et byder eksempelvis på 18 internationale mesterskaber, hvoraf seks er vundet i Copa Libertadores, som er det sydamerikanske modsvar på Champions League. Fjenderne hedder River Plate, og rivaliseringen lader ikke noget tilbage at ønske i sammenligning med Inter og Milans i Italien eller Real Madrid og Barcelonas i Spanien.
Ekstase på La Bombonera
Filmen sætter tre fans under lup. Deres respektive styrker som filmiske cases består først og fremmest i, at deres besættelse af Boca på samme tid fremstår humoristisk og rørende, selvom den er dybt alvorlig. Tag bare Henán, som går til psykolog for at forstå sin fodboldafhængighed, og som bryder sammen i bevægelse, når han genkalder sig sit første øjeblik som tilskuer på La Bombonera, som klubbens stadion med plads til 47.000 besatte sjæle hedder i folkemunde.
Eller den 75-årige La Tia, som under eskalerende jubelscener styrter omkuld på tribunen, men først vil forsikre de bekymrede omkringstående om sit fortsatte velbefindende, da hun har fået slået fast, at Martin Palermos scoring blev godkendt. Denne excentriske ældre dame er med tiden blevet stort set alene i verden, men Boca kan ingen tage fra hende, og hun vil næppe klage, hvis hendes sidste suk sker på tribunen.
Selv som passioneret dansk fodboldfan kan man trække på smilebåndet over de tilsyneladende absurde konsekvenser, fodboldmanien kan have for et helt almindeligt menneske. I den forbindelse er det imidlertid vigtigt at huske, at fodboldinteresse i landet langt hen ad vejen er bundet op på religion. I det katolske Argentina er der ikke meget, der adskiller de to størrelsers betydning i folkets bevidsthed, og det illustreres vel bedst af, hvordan de blandes. Filmen byder således på et besøg i Diego Maradona-kirken, som blev stiftet i 1998 i byen Rosario og nu har over 100.000 medlemmer fra mere end 60 lande.
Maradona er målestokken
Fodbold er blodig alvor, både for de ydmyge repræsentanter for slumkvartererne, der drømmer om endda at gøre Maradonas løbebane efter, og for de mere velstillede, der har ressourcer til at smide tid og penge efter det, der ikke er en interesse eller en hobby, men derimod hele livet. Diego Maradona har udtalt, at han selv har begået fejl, men at bolden altid vil være ubesmittet. Således kan argentinerne bekende sig til den uanset status, moral eller køn, og det gør de med en indlevelse, der kan få selv garvede europæiske fodboldfans til at hæve et øjenbryn eller to.
Ole Bendtzens film betræder græsgange, som er blevet sået før i dokumentariske formater, og som derfor ikke tilbyder nogen indsigtsmæssig revolution. Men mødes med de tre elskelige Boca-fanatikere er så tilpas nøgent, skrøbeligt og troværdigt, at det medrivende vinder over det genkendelige. Og så kan man blot forsøge at forestille sig den ekstase, der vil følge, hvis Argentina også vinder. For ikke alene er der gået smertelige 24 år siden landets seneste VM-titel. Men holdet ledes af Diego. Manden, der manøvrerer med Guds hånd. Manden, der har sin egen kirke og en hel nation af beundrere. Manden som er et symbol på hele Argentinas fodboldidentitet.
For mere om filmen, besøg hjemmesiden www.footballisgod.dk.