God dialog med politiet

Brøndby Support har længe haft et godt samarbejde med Vestegnens politi omkring vores kampe – både ude som hjemme. Her i foråret er samarbejdet nu blevet endnu tættere, idet vi har udbygget vores gode dialog med Vestegnens politi med nye tiltag.

Møde før kampen i Parken d. 14. marts
Første skridt til et endnu tættere samarbejde blev taget op til kampen i Parken mod FC. København d. 14. marts. Her deltog Brøndby Support, sammen med FCKFC i et møde med henholdsvis Københavns politi og Vestegnens politi om afviklingen af kampen. Målet med mødet var, at skabe de bedste rammer for kampen som overhovedet muligt. Der var en god dialog, og vi kunne med glæde konstatere, at der også blev lyttet til vores forslag, til hvad der kunne gøres bedre.

 

Møde før søndagens kamp på Brøndby stadion
Det første møde var en så stor succes, at det nu mere eller mindre ligger fast, at vi mødes før et derby. Op til søndagens kamp på Brøndby Stadion mod FC. København har vi således igen deltaget i mødet mellem Vestegnens politi, Københavns politi, Brøndby Support og FCKFC. På dette møde var der fokus på søndagens derby, men der var også en evaluering af kampen d. 14. marts på dagsordenen. Vi kunne igen konstatere, at der blev lyttet til de inputs, vi kunne komme med – både dem vi havde fra gåturen til Parken før kampen samt ønsker til, hvorledes vi gerne så, at politiet greb mødet med fredelige fodboldfans an.

Vi er glade for, at Københavns og Vestegnens politi har taget initiativ til at afholde disse møder, samt at de tager vores input til sig og bruger dem i deres arbejde med kampene.

Opfordring fra Brøndby Support
Brøndby Support opfordrer alle, der kommer til Brøndby stadion på søndag til, såfremt der bliver optræk til ballade, at trække væk fra balladen og lade politi og kontrollører komme frem og udføre deres arbejde.

Brøndby Support opfordrer desuden alle, der ønsker det bedste for Brøndby IF til at møde op og bidrage til den positive opbakning – uanset hvilken af vores tribuner man end måtte befinde sig på.

Skrevet af

Spred ordet