Det går jo ad helvede til – og det har det gjort længe. Alt for længe.
Blandt os fans forventer vi derfor, at klubledelsen gør noget ved det og køber et nyt hold, der kan spille fodbold, finder verdensklassetræneren, der kan styre os mod sejr og starter den positive spiral. Mandag den 1.februar 2010 blev det klart at det førstnævnte i hvert fald ikke blev tilfældet, da eneste ændringer i truppen var et par endte lejemål, comeback til lejemålet Remco og farvel til den eneste der ser ud til at kunne score mål med jævne mellemrum, århusianeren Morten Rasmussen (man kan jo ikke hedde Duncan i Celtic).
Så tegnene i sol og måne, der skulle signalere, at tingene kunne ændre sig, er det ikke nemme at få øje på. Udfra træningskampene her til vinter ser det ud til at spillet på midten af banen kører rimeligt, men vi kan ikke rigtigt score mål og modstanderne får stadig nogle dumme mål forærende. Det ligner ikke, at det er på banen og på bænken vi skal finde forandringerne og optimismen. Men så må vi prøve at finde det udenfor banen.
Så må tribunen starte. Starte med at finde håbet og optimismen og gøre den til mentaliteten, der hersker på Vestegnen. Vi bør nok importere et mantra fra de Forenede Stater som vi hørte så meget om for halvandet år siden, et mantra, der hedder “Yes we can”.
Slut med buh-råb fordi en spiller misser et par afleveringer. Start på “Kom igen, du kan sgu godt, dit røvhul! Op på hesten igen, vi giver en sko”.
For gu’ kan vi. Vi er jo Brøndby! Hvis historien har vist noget, så er det at med fight, vilje og troen på os selv, så kan vi nå langt, måske også længere end vi burde.
Nok er spillerne på banen en flok feje lejesvende og de forskellige ledere i klubben ved ikke hvad der er bedst for klubben, men så er det op til os på tribunerne at vise hvem der har vilje og nosser her i foretagenet, Når de andre ikke gør det, så må vi tage ansvaret.
Så må Faxe-tribunen koge igennem, så må langsiderne og pølseenden råbe og juble over tacklinger, skælde over manglende eller med blå-gule briller forkerte kendelser. Forsøget må hyldes også når afslutningen går forbi mål eller bliver reddet. De potentielt mentalt svagere spillere må støttes også selvom der ikke står Jatta eller Larsen på trøjen.
Det brøl, der kommer, når alle råber “YEAH” og “KOM SÅ” når Brøndby vinder et hjørne er noget at det, der kan rykke i vores hold og ryste modstanderen.
Når modstanderen møder Faxes gule mur, både lyd- og visuelt, så ved vi fra tidligere tider at chancen for Brøndbysucces er væsentlig større.
Og det er for helvede det vi alle vil ha’.