Fodbold er et fantastisk spil, og der findes ikke mange andre interesser, hvor vi som fans på få uger kan nå hele følelsesregistret igennem. Fra jubeloplevelser den ene uge – til dommedagsprofetier den næste. Sådan er det, når fans er en så stor del af fodboldklubben, som de er det i Brøndby.
Vi starter med at skrue tiden tilbage. Datoen er 6. oktober 2007. Klokken er 10 om formiddagen, og vi befinder os ude foran Brøndby Supports klubhus, Hytten. 167 supportere er samlet for om et øjeblik at sætte sig ind i 3 busser og drage af sted mod Viborg Stadion for at se dét, som al statistik taler for, skal blive den 25. kamp i Jylland i træk uden sejr. Alligevel er så mange fans samlet og i løbet af de sidste 24 udebaneture til Jylland er antallet af tilmeldte kun gået én vej: op! Stemningen er fantastisk, og snakken går da ivrigt om, at ”i dag skal det være – i dag vinder vi endelig”, men da turen er i gang, og vi når til den sædvanlige omgang ciffertips kommer den virkelige tro frem i folk – blot enkelte fans tipper faktisk på en Brøndby sejr.
Bare to år forinden – inden det såkaldte udebanekompleks satte ind – oplevede vi aldrig tip på andet end en Brøndby sejr. Men hvis troen var så lille, hvorfor var der så blot kommet endnu flere fans til på udebaneturene igennem de sidste 2 år?
Svaret er nok ganske simpelt og tager sit udspring i netop det, jeg indledte denne blog med: I Brøndby er fans en enorm del af fodboldklubben, og her er det ikke holdet, der taber, men hele klubben. Derfor var det også kun ved at øge opbakningen, og ved at tage på endnu flere ture til Jylland, at vi kunne bryde det forfærdelige kompleks. Udebanekomplekset beviste, hvad vi fans altid har pralet af – i modgang rykker vi blot tættere sammen og yder endnu mere.
Vi kender alle historien om det røde kort til Anders Randrup, en 2. halvleg der føltes som 4 timer lang og kulminationen, da dommeren endelig fløjtede kampen af, og stillingen endnu var 1-2 til Brøndby. Jubelscenerne ville ingen ende tage, og sejren blev faktisk fejret i en så fantastisk grad, at vi fra tid til anden tager os selv i at ønske, at et sådan udebanekompleks skulle opstå igen, blot for at vi igen kunne opleve glæden ved at bryde det.
Men så alligevel ikke. For nok var det fantastisk, og nok glemte vi alt om de foregående 24 kampe, men når man husker tilbage, så var det hele jo blot et udtryk for det med at komme hele følelsesregistret rundt. De 24 foregående kampe havde alle dommedagsprofetierne jo været fremme. Vi havde været igennem 24 latterlige dage, på arbejde og i skole dagen efter en tabt kamp i Jylland, og da vi 3 uger forinden havde tabt 3-0 i Aalborg var der ikke ord for, hvor forfærdeligt det hele var. Men vi var der til den næste kamp og vi leverede den støtte, der var med til at hive sejren i land og det var fantastisk!
Men hvorfor er det så vigtigt i dag – mere end 2 år efter – at tænke tilbage på denne begivenhed? Naturligvis fordi det altid er rart at huske tilbage på de glade stunder, som minder os om, hvorfor vi bliver ved – selv efter de dårlige oplevelser – men også fordi opbakningen på det seneste netop har båret præg af disse følelser. ”Nielsen Raus” lød det fra spredte tilråb efter nederlaget hjemme til Esbjerg. Frustrationerne hang uden på tøjet efter endnu en kamp, hvor det fra tribunerne var svært at gennemskue, hvilket koncept der skulle bringe os det sidste stykke mod toppen af Dansk fodbold. Er det okay? Er det opbakning, der hjælper holdet? Nej, så langt fra endda, men er det forståeligt? Det kan det måske nok være, når man husker tilbage på, at alle de fans, der fra tid til anden lader følelserne sejre over fornuften, er de selv samme fans, som under udebanekomplekset for to år siden rykkede endnu tættere sammen og leverede endnu større opbakning, og er de selvsamme fans, som til den næste kamp endnu engang vil være der og levere en endnu større opbakning for at få holdet bragt på ret kurs.
Ganske vist skal vi da som fans huske at gå hjem og tænke over, hvordan vi greb nederlaget an, og inderst inde ved alle nok, at vi helst skal undgå disse tilråb, fordi de hverken hjælper holdet eller klubben. Men disse følelser er nu engang en del af spillet, når man som fan ikke blot betragter sin støtte til Brøndby som en hobby, men i stedet ser det som en livsstil med alt, hvad der følger med – på både godt og ondt.
I stedet for at hænge os i hvad vi gjorde galt, da følelserne sejrede over fornuften – for det gjorde den også meget ofte dengang fra 2005 til 2007 på de Jyske Stadions – skal vi i stedet minde hinanden om, hvad der gjorde, at vi dengang klarede os ud af mareridtet og fik lov at være en del af de jubeloplevelser, som bragte os til den anden ende af følelsesregistret. Sammenhold og positiv opbakning var løsningen, og det er også løsningen, hvis vi i dag skal tage det sidste skridt tilbage til toppen af dansk fodbold. Vi ved, at vi kan det, for vi har så mange gange tidligere oplevet, hvordan vi som fans har været med til at trække hele holdet ud af en svær periode, og vi ved, at det er den styrke, der kan bringe os det sidste stykke.
Så herfra skal der lyde en kæmpe opfordring til alle fans: Lad os rykke sammen, lad os fokusere på vores fælles mål og lad os alle yde en ekstra indsats! Så kan vi alle snart – forhåbentlig inden længe – igen få lov at være en del af en jubeloplevelse, som den der udspillede sig en kold oktoberlørdag på Viborg Stadion for to år siden.