Brugerne af Brøndby Supports website og nyhedsbrev har i en afstemning kåret Mike Jensen til Månedens Spiller for juli måned, og det kom lidt bag på vinderen.
Overrasket Mike
“Er jeg det? Det har jeg ingen ide om, hvorfor jeg er blevet,” siger en overrasket Mike, da han får beskeden om valget af ham.
“Vi gik da videre i Europa Cuppen, men vi har ikke fået point nok i ligaen. Personligt har jeg fået dejligt meget spilletid, og det er da gået godt med mit spil,” mener Mike Jensen.
Boldsikker og god energi
Hvad mener Mike Jensen selv udgør hans kvaliteter?
“Jeg er boldsikker, og så har jeg megen energi både fremad og bagud i banen. Kent har også fået guidet mig godt ind på det taktiske.”
Ingen flue i en flaske længere
Temperamentet har tidligere udgjort et gnistrende problem for den yngre Mike Jensen, men det har han fået styr på, uden at vildskaben er blevet tæmmet:
“Det er efterhånden mange år siden, jeg fik røde kort og sparkede folk ned på banen. Jeg har lært at bruge aggresiviteten på en god måde og sende energien ned i benene og jage en modstander, i stedet for at svine ham til eller fælde ham. Jeg kan da stadig godt koge lidt over, men jeg bruger det positivt til at tænde mig og arbejde klogt, så jeg ikke længere fiser rundt som en flue en flaske.”
Skal nok betale tilbage
Månedens Spiller i juli 2009 sender en positiv hilsen til klubbens fans:
“I skal bare blive ved at bakke op så sejt, så skal vi nok betale tilbage!”.