Det holdt hårdt, men det lykkedes: Vi er videre til de afgørende kvalifikationskampe inden gruppespillet i det nye Europa League. Og med Hertha Berlin som modstander i de afgørende kampe kan vi samtidig se frem til endnu en legendarisk udebanetur, en tur ingen vil gå glip af. Der findes simpelthen ikke en Brøndbyfan, der ikke ønsker sig til Berlin den 27. august. Brøndby Support er derfor klar med hele tre forskellige busture. To fra Sjælland og en fra Jylland.
De to ture fra Sjælland starter begge i København og samler op i Brøndby, Karlslunde og Rønnede. Den første tur har afgang onsdag aften og ankommer til Berlin tidligt torsdag morgen, mens den anden tur har afgang torsdag morgen og ankommer til Berlin torsdag eftermiddag. Du kan således selv vælge om det skal være en hurtig sviptur eller om du vil have en dag i Berlin ud af det.
Begge ture koster 495,- kroner inklusive kampbillet og alle busser kører hjem umiddelbart efter kampen. Forventet hjemkost til Brøndby er klokken 7.00 fredag.
Du kan købe din billet og læse mere om opsamlingssteder og mødetider i web-shoppen.